Rasmus Ingemann med en flot vintergedde på 117 centmeter og 13,72 kilo. VORES LOKALREDAKTØR, Jørgen Christensen kan fortælle om en stor vestsjællandsk gedde. Han har sendt os følgende beretning fra Næstved Sportsfisker Forenings, Rasmus Ingemann:

– Efter en del uoverensstemmelser med en tyvagtig erhvervsfisker fra Tystrup-Bavelse, var det vist blevet tid til at kigge sig om efter et nyt geddevand. Da det nu er lykkedes efter utallige år, at krone en afroamerikaner til amerikansk president, så kan man jo drømme om at erhvervsfiskeriet på Danmarks smukke søer kunne få en ende en dag i nærmeste fremtid? – Jeg havde fisket et kendt stræk af Susåen mellem jul og nytår, men kunne ikke rigtig få hul på fiskeriet i det kolde vand. Efter 5 nul ture i træk måtte noget ske! Fik booket en plads i Tryggevælde den kommende dag.

– Da væggeuret ringede om morgenen slog det mig. 17 januar. Det ville sikkert vælte rundt med havørredfiskere. Var det mon tid til at se på et par af de moser, som også stod og ventede? Afsted kom jeg! Dagen startede meget stille. Timer gik, og jeg fik skiftet plads nogle gange. Endelig gik flådet, og en hårdt fightende gedde på 5 kg måtte op og vende. Fiskeriet fortsatte med et par mindre fisk. Det nærmede sig sen eftermiddag, og dagens lys var aftagende, da flådet forsvandt fra overfladen lige så stille. Modhugget faldt med det samme. Jeg kunne med det samme mærke at det var dagens største. Da jeg fik det første glimt af den hårdt fightende gedde skød jeg den til omkring 10 kg. Da jeg fik pumpet fisken ind mod mig igen vendte den siden til, før den igen tog et godt udløb. Da begyndte mine ben for alvor at ryste. 12+ tænkte jeg i mens mine knogler føltes som om de var skiftet ud med blødt gummi.

Jeg fik landet fisken sikkert i næste forsøg. Da den lå der for mine fødder var jeg godt klar over, at her lå en ny personlig rekord mellem 12 og 15 kg. Vægten viste 13,72 kg fordelt på 117 cm. En fantastisk fisk og ren fiskelykke!

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This