Jeg var taget på laksetur med en af mine gode kammerater. Vi havde valgt at tage afsted en hverdag for at undgå ”kø” ved åen. Og ganske rigtigt var vi de eneste ved vandet, fortæller Mads i sin rapport til Fisk & Fri samt Atlantik Diana Fishing Tours StrømvandsCup , som du får her:

Om morgenen var der fin aktivitet med et par hug og fisk i overfladen. Men som temperaturen steg hen af dagen døde fiskeriet ud og  vi valgte at tage en slapper og en bid mad indtil temperaturen ville falde igen.

Hen på eftermiddagen begyndte der at komme en del fiskere og vi valgte derfor at tage tilbage til strækket vi havde fisket tidligere, da jeg af erfaring vidste at der ikke kom så mange mennesker deroppe.

Ganske rigtig var der ingen og vi havde igen flere kilometer lækker å helt for os selv. Temperaturen var også faldet så forholdene var perfekte! Efter et stykke tid kommer jeg til et stort u-sving, som ser meget lovende ud. Jeg kaster og BUM, så sidder den der. Fisken går dybt og jeg ser den først efter fem minutters fight på trods af at have presset den hårdt.

Jeg havde glemt waders den dag og følte mig derfor nødsaget til at smide bukserne for at kunne komme ned til laksen og undgå at den skulle op på land. Og med rumpen i vandskorpen får jeg landet den smukke laks som måler 88 cm. Fisken bliver hurtigt foreviget med et par billeder og får lov til at svømme ned i sit dybe sving igen.