LAKSECUP: 3 Mere fra påsketræffet

0
391

Morten Bonde var også med som gast hos Kent Morel/Team No-Luck  til påsketræffet på Bornholm. Her følger de to fangstrapporter.

Dag 2 bød på mindre fisk

Dag 2 af Påsketræffet på Bornholm (Melsted Trolling Cup) blev en dag præget af mindre laks i – vurderet 5-6 kg’s klassen. Da vi dagen før havde indvejet vores maksimale antal laks (3 stk. der alle var over 10 kg), blev det derfor en udpræget C&R dag.

En stribe flotte og velfightende laks var inde ved bådsiden for afkrogning. Dagen bød på både 3 dobbelt og 5 dobbelt hug så der var konstant nok at se til. Dette medførte en del brok fra gasterne, der dermed ikke kunne få deres planlagte formiddags- middags- og eftermiddagslur i NO-Luck’s kabine.

En af dagens mindre laks var desværre dybt gællekroget og det lykkedes mig ikke, at tang-afkroge den ved bådsiden. Fisken blødte en hel del fra gællerne og vi valgte derfor at hjemtage denne fisk. Fisken var i øvrigt turens første taget på downrigger, idet alle andre fisk denne dag, og dagen før, var taget i overfladen. Agnen var et ambulance farvet Rhino Gummi dyr fisket efter en ditto farvet flasher i 90 fod.

Vi havde ret hurtigt fået Morten afvænnet med hans Nordsø-vrag-fight-pumpe teknik – og i fin stil havde han stået for fighten. Selvom det desværre ikke lykkedes at afkroge/genudsætte fisken, var fangerens glæde over fisken ikke til at tage fejl af. Fisken blev senere vejet på konkurrencevægten i Melsted (men ikke tilmeldt konkurrencen). Vægten på denne finde madfisk var 5,64 kg.

FINE BORNHOLMER LAKS I SNEVEJR

 

Påsketræffets 4 dag blev også den sidste konkurrence dag for Team NO-Luck. Vejret var allerede dag 4 blæsende og med snebyger, der senere gik over i vedvarende sne. I lighed med de øvrige dage sejlede vi fra Hasle i mørket og i tiltagende mod sø ned til Syd Østsiden af Gavlbank.

Ret efter vi havde sat grejet kom vi igennem et strømskel med lidt varmere vand på den anden side. Ekkoloddet eksploderede i fødefisk og jeg lavede – næsten pr. automatik – en ”crazy Ivan”.

Da jeg igen satte båden i gear fik vi et godt hug. Det var lidt før den ikke synlige sol skulle havde været oppe over øst himlen. Laksen gik (I lighed med så mange gange før) på et mikro blink efter en stor Antikink plade fisket på yderste planer.


I den tiltagende strøm sø blev bjærgningen af de øvrige pinde en udfordring, men til sidst kunne Morten tage stangen og fighte fisken. Da vi havde på fornemmelsen at dagen blev turens sidste (p.g.a. det kommende stormvejr), havde vi besluttet (hvis vi fangede dem), at hjemtage dagskvoten på 3 laks.

Fighten og netningen gik uproblematisk og fisken blev senere indvejet til 8,35 kg.
Senere på dagen fik Morten yderligere en god fight med en villert af en laks på 6,72 kg. Fisken tog en af mine sidste oldgamle og ikke længere skafbare originale NK-28 i blank svensker.

Laksecup logoer