guideFiskeriet i det mønske og sydsjællandske folder sig ud.

En ny folder om de spændende og varierede fiskemuligheder på Møn og Sydsjælland ligger nu klar – frisk fra trykken. Det er et TIM (Tourism Innovation Management)-projekt i samarbejde med Fishing Zealand og lokale Fishing Zealand-guider, som ligger til grund for udgivelsen, og den sigter efter at sætte det mønske og sydsjællandske fiskeri på det internationale fiskekort.

Den nye folder hedder kort og godt ’Fiskeguide – Møn & Sydsjælland’, og den fås på både dansk og tysk. Den er spækket med nyttige informationer omkring de almene fiskemuligheder i det sydsjællandske og indeholder desuden en oversigt over 20 af de allerbedste pladser i regionen.


Hensigten med folderen er for det første at udbrede kendskabet til det sublime fiskeri, som Møn og Sydsjælland byder på – herunder havørred-, lakse- og geddefiskeriet. For det andet er det tanken, at folderen skal lokke håbefulde fiskere til regionen, til fælles gavn for lystfiskerturismen, det lokale erhvervsmiljø og fiskevandene.

Fishing Zealand, der arbejder indgående med bæredygtig lystfiskerturisme, vandpleje og miljøpolitik i det sjællandske har været med helt fra idéfasen, og de har i særlig grad været inde over folderprojektets afsnit om miljøarbejde samt regler og almene forskrifter for god opførsel ved vandet og opfordringer til bæredygtigt lystfiskeri.

Fishing Zealand er også involveret i udarbejdelsen af lignende foldere omkring fiskemulighederne i henholdsvis Odsherred og Roskilde Kommune. Disse foldere udkommer senere på året.

Folderen fås hos turistbureauerne i Vordingborg Kommune og hos enkelte virksomheder. Er du en virksomhed – fx grejbutik eller hotel, der ønsker at have folderen liggende, er du velkommen til at kontakte Annette Tenberg fra Vordingborg Udviklingsselskab på at@vus.as. Folderen kan også ses på visitmoen.dk/lystfiskeri.