En havørredfisker er født

    0
    47

    Foto-BDe fleste af os har et helt særligt forhold til vande, hvor vi gennem barndommen har lagt oceaner af tid på at overliste selv de mindste fisk. Barndommens naive tro, og mere eller mindre vellykkede eksperimenter med kreative fiskemetoder, står klart i erindringen. Efter 20 år vender Kasper Ramkjær tilbage til en gammel havørred-plads for at introducere naturen, havørred-fiskeriet og minderne for sin kæreste. Og så må nostalgien jo løbe lidt af med en

    Af Kasper Ramkær

    Kasper Ramkjær hev sin kæreste Mia med ud på en sin første fisketur efter havørred – og en ny hav­ørredfisker blev straks skabt. Og det forstår man jo godt med en fisk som denne på sin første tur!
    Kasper Ramkjær hev sin kæreste Mia med ud på en sin første fisketur efter havørred – og en ny hav­ørredfisker blev straks skabt. Og det forstår man jo godt med en fisk som denne på sin første tur!

    DET ER APRIL, og jeg har lige parkeret bilen foran kirken i en lille idyllisk by i det vestsjællandske, hvor jeg er opvokset. Min kæreste er med og skal se hele familien. Ud fra køkkenet kommer min kære mor med forklædet på og en duft af diverse herlige retter omkring sig. Allerede nu ved jeg, at de næste fire dage kommer til at stå på en tour de force i god mad, fødselsdage og familie én masse. Men forårssolens varme stråler vækker andre minder, som er stærkere end selv den fineste gryderet og onkel Niels’ bedste røverhistorier. Følelsen af igen at være en vestsjællandsk bonde-knøs, der for første gang efter en lang kold vinter skal ud og fiske med sin bedste ven, er overvældende. Det ubekymrede og umiddelbare, forventningen og spændingen. Barndomsminderne strømmer frem – en 7-kilos forårsgedde fra Longen ved Skælskør, utallige forårsdage spenderet ved Krage­mosen med at dappe store karper, fladfisk og torsk fra Halvskov mole og poser med fede regnbue­ørreder ved Mullerup efter årets første udslip fra dambruget ved Musholm. Men en oplevelse står stærkere end de øvrige – min første havørred.

    11 ÅR GAMMEL stod jeg i solnedgangen ved den vestsjællandske kyst, med morfars hullede waders godt op om ørene, mens min mormor pligtopfyldende sad på nogle sten og så sit barnebarn fiske. Vandet var klart, og jeg iagttog et mylder af smådyr i vandet, som jeg endnu ikke kendte navnene på, da et arrigt rusk forplantede sig i stangen. Min rød-hvide træ-wobler, med en blyklat i maven, var blevet taget af en ilter forårsørred. En blanding af begejstring og panik spredtes øjeblikkeligt i min drengekrop. Guderne må vide hvor mange modhug, jeg fik givet, og hvilke udbrud der kom, hver gang den smukke sølvblanke havørred sprang som en silhuet i den nedgående sol. Men jeg fik den! Stoltheden var enorm, selv­om hjulet måtte en tur i vandet under landingen. En havørredfisker var født…

    Mormor var med på pletten på Vestsjælland da forfatteren Kasper Ramkjær fangede sin første havørred. Og det er på nøjagtig samme plads at Kasper kæreste flere år senere skulle fange sin første ørred.
    Mormor var med på pletten på Vestsjælland da forfatteren Kasper Ramkjær fangede sin første havørred. Og det er på nøjagtig samme plads at Kasper kæreste flere år senere skulle fange sin første ørred.

    Som jeg står der i solen og drømmer tilbage, tager planen form. Det er havørreder der skal fiskes, og det kan kun gå for langsomt. Endelig har det værste familieræs lagt sig, og hen under aften opstår chancen – jeg skal bare lige have min kæreste Mia med på idéen. Det er ikke første gang, jeg forsøger at lokke hende ned i et par waders og med en tur på kysten. Men resultatet har hver gang været det samme – kolde fingre, bundbid og sure miner pga. ustabilt vejr og lidt for kraftig pålandsvind. Perfekt til ørreder, ikke til kærester!

    Men i dag er anderledes. Ikke en vind rører sig, og aftenluften er stadig lun. Vi kan lige nå to smukke timer, helt i læ for klinten og på et unikt havørred-spot, forsikrer jeg, til trods for at det er årevis siden jeg har forsøgt stedet. Men det virker; snart står vi på klinten og kigger ud over en havbund med store sten, klørtang og fine revler. Og for en gang skyld har jeg ikke overdrevet. Her er helt vindstille, solen er knaldrød og vi har stedet helt for os selv. Klinten er dagen igennem blevet varmet så meget op, at årets første insekter summer livligt omkring. Mursejlere og svaler er ikke sene til at opdage dette og jagter med akrobatiske manøvrer insekterne helt tæt på klintens stejle brune sider. Alt ånder fred, og et øjeblik tænker jeg tilbage på de ørreder, jeg som dreng har fanget netop her. Jeg ved lige hvor der skal fiskes…

    Det hele startede med en havørred, men siden da er det blevet til fiskeri efter mange arter – her Mia og Kasper efter maller i Spanien
    Det hele startede med en havørred, men siden da er det blevet til fiskeri efter mange arter – her Mia og Kasper efter maller i Spanien

    VI VADER STILLE UD i vandet mellem et par store sten. Mia ligner noget fra børnefjernsyn i sine alt for store waders, og kombinationen læderjakke/waders er vist heller ikke set på kysten før. Men jeg undlader at sige noget. Efter hendes dårlige erfaringer med kystfiskeri, kender jeg betydningen af en succesoplevelse. Et øjeblik fordyber jeg mig i smådyrene, som myldrer omkring mine ben. Her er både hesterejer, tanglopper, tanglus og mysider i stort antal. Jeg overvejer et øjeblik, hvad jeg selv ville vælge i denne havørred-buffet. Jeg foreslår Mia en bornholmer-køl med en glimmerreje som ophænger, så hun kan få nogle gode lange kast. Hun binder med imponerende fingerfærdighed blinket på, og jeg bliver lidt stolt. Endelig klar.

    Alle mine sanser er 100% rettet mod blinket for enden af min line, og hvert et lille nøk og krusning på vandet bliver analyseret og fortolket i min efterhånden aldrende lystfiskerhjerne. Var det et lille stød fra en ørred, eller blot en høj savtang som strejfede blinket? Forventningen og koncentrationen er nøjagtig som for 20 år siden, hvor jeg stod her på præcis samme sted og årstid. Præcis samme spænding og præcis sam­me ønske om at bringe en flot ørred hjem til familien for at kunne blive hyldet som storfanger og forsørger. Med et sker det?

    STANGEN bøjer sammen, og lyden af line som trækkes af hjulet er ikke til at tage fejl af. Men det er ikke på min stang. – Hug, hug råber Mia, og hendes stang ligger nu nærmest vandret ud mod fisken, mens linen stadig rives af. Hvirvler ses 30 meter ude, og en stor hale pisker hidsigt i vandet. Den er stor – rigtig stor! Jeg spinner hurtigt mit eget blink ind og iler over til hende. Begejstringen og panikken i stemmen kender jeg til hudløshed – som da jeg selv fangede min første havørred. Det koncentrerede udtryk i ansigtet vidner om, at denne fisk må og skal på land – som gjaldt det klodens overlevelse. Den må ikke slippe! Tre gange må jeg have armene ned i det forårskolde vand, før jeg får greb om haleroden på en flot sølvblank havørred. Mia hviner af begejstring over sin første havørred, og den er tilmed større end min personlige rekord. Men glæden ved hendes begejstrede udbrud overstiger et hvert anløb til misundelse – jeg ved, at i dette sekund er en ny havørredfisker blevet til…