blåfinnet tun
Foto: Henrik Høyer/Facebook

Fisk og fri har her til morgen været i kontakt med auktionsmester Jes Holm Sørensen, og har fået både pris og artsbestemmelse på gårsdagens tunfangst.

Interessen for fisken var stor, og mange mennesker bød da også på den flotte tun, da Jes Holm Sørensen startede auktionen over den store fisk. Inden da skulle fisken dog artsbestemmes, hvilket blev gjort af kontrollanter fra fiskerikontrollen, i samarbejde med japanske specialister. Herefter stod det klart at der var tale om en blåfinnet tun, og auktionen kunne begynde.

Startbuddet var på 100 kroner per kilo, og her var der – som nævnt – mange der gerne ville være med, men som buddet steg faldt folk fra, og ved 250 kroner var der kun to bydere tilbage. Lokale Dengsø fra Hanstholm, og Elite Seafood var begge så interesserede i fisken, at prisen støt steg, indtil hammeren faldt ved 610 kroner kiloet. Det var de lokale fra Dengsø der endte med den 204 kilo tunge fisk, der altså endte med at koste svimlende 124.440 kroner!

Læs interviewet med skipperen her: http://www.fiskogfri.dk/kaempe-tun-hanstholm/

OPDATERING: Dengsø A/S har ifølge borsen.dk videresolgt fisken til kgl. hofleverandør Jacob Kongsbak Lassen, der forventer at videreformidle fisken til en af de bedre københavnske spisesteder i dag. Læs den historie HER