Tre varme tips til de dovne sommerørreder!

  • 29-06-2017
Put & Take
Foto: Casper Bjerregaard Larsen

Sommerferien er startet og selvom vejret endnu ikke har vist sig fra sin bedste side i længere tid af gangen er vandet i landets ørredsøer allerede godt lunkent. Det betyder at ørrederne typisk er meget selektive i deres fødeindtag, og oftest bare svømmer dovent rundt i stimer hvor de kun fokuserer på halen foran dem. Men de kan stadig godt fanges, så her kommer Fisk of Fri’s Casper Larsen, med tre simple bud på succes i ørredsøen her i sommerferien.

 
Fisker du i en Put & Take sø der er mere end 5 meter dyb er der stor chance for, at ørrederne opholder sig nær bunden på denne årstid. Når vanddybden er relativ stor, er der ofte markant forskel på vandtemperaturen i top og bund af søen og det kan ørrederne mærke. Det er derfor her du skal fiske. Den nemmeste – og ofte mest effektive måde – at fange dem på, er ved at bundfiske med powerbait og en lille størrelse 14-16 trekrog.

Hvis du fisker med et intermediate/synkeflåd kan du også skrabe powerbait’en ind over bunden og affiske større områder end hvis du fisker med et lod, som ofte vil hænge fast når det spoles ind. Forfanget skal være mellem 30 og 200 cm langt, så eksperimenter med det.

 
Et andet scenarie kan være, at ørrederne trækker helt oppe i overfladen eller lige under. Disse fisk er ofte meget selektive, og hugger bedst på små agn der daler langsomt ned igennem vandet eller spoles uhyggeligt langsomt ind. Her taler jeg om et flydende bombarda setup med et 2-3 meter ubelastet forfang og et Fidus microblink, en klat powerbait, lille montana flue, eller en lille wolly bugger. I kan med fordel også fiske med en fluestang og små nymfer.Hvis fiskene opholder sig i samme område længere tid af gangen kan du montere en strike indikator på forfanget så fluen kan hænge ”død”/stille i vandet og blive samlet op af en af de forbi svømmende ørreder.

Lige nu er der en god mulighed for at prøve lykken med de små: Hove Put & Take, har lavet et tilbud for at få flere børn ud at fiske med deres familie i ferien. I hele skolernes sommerferie kan et barn under 12 år derfor fiske gratis i følge med en betalende voksen. Jyderne skal heller ikke snydes, så Ny Thorup Fiskepark ved Brønderslev har et lignende tilbud til børnefamilierne – her kan børnene dog være op til 15 år.

Se mere på Facebook: Hove Put & Take, og Ny Thorup fiskepark
Begge tilbud gælder frem til den 6. August, så læg iPad’en væk, pak madpakkerne og find fiskestængerne frem.

/ask