simon-laks
Simon Shimizu med sin kæmpe Storå laks.

Søndag den 16. april 2017 starter laksesæsonen i Storå i Holstebro med et brag af en premiere, der rigtig ”hørmer”, som en rutineret lystfisker ville sige

I efteråret fangede Simon Shimizu den formodede største laks i Danmarkshistorien i Storå. I år er kvoten større end nogensinde, så der er store chancer for at få en stor lækker laks på krogen.

”I Udvalget for Erhverv og Turisme sætter vi fokus på laksefiskeri i Storå, som har et stort uudnyttet turismepotentiale. Vi er derfor glade for, at lokale aktører bakker op og arrangerer en spændende opstart på laksesæsonen”, siger Søren Olesen, der er formand for Udvalget for Erhverv og Turisme i Holstebro Kommune.

Ved premieren inviterer Northwest Fishing Guides til laksepral i den nye Storå Salmon-Lodge, Naurvej 35 i Naur kl. 14-16. Her kan alle lystfiskere komme og få målt Storålaks fra premieredagen og få den målt og vejet. Den smukkeste laks kåres som dagens vinder med en præmie, og alle laks som indvejes, deltager i lodtrækningen om gode præmier.

Samtidig bliver der mulighed for at se og prøve tøj og flue-stænger fra HARDY.

De to fiskeguider fra Northwest Fishing Guides, Per Haaning og Kennet Brask, er begge netop blevet Certificeret Dansk Fiskeguide ved Danmarks Sportsfiskerforbund. Sammen med de andre guider tilbyder de fiskeoplevelser med guide ved Vesterhavet, de vestjyske åer og vandløb, herunder naturligvis Storå, som løber gennem Holstebro by.

Om aftenen fejrer Idom-Råsted Borgerforening laksepremieren ved at indbyde alle lystfiskere til et spændende foredrag i Plexus i Idom kl. 20.00. Her vil Kenny Frost, der er rutineret laksefluefisker, fortælle om sine lystfiskeroplevelser og give tips om fluefiskeri i åen. Det er gratis, og alle er velkomne. Før foredraget er der fællesspisning samme sted. Det koster 100 kr. at deltage i fællesspisningen. Se mere på www.facebook.com/Laksefiskeri.Storaa/ eller www.laksefiskeri-storaa.dk.

Allerede om lørdagen den 15. april afholdes et træf, hvor der også er spisning. Her vil folk fra HOF, Holstebro og Omegns Fiskeriforening, være til stede, og de vil øse ud af deres erfaring samt give staldtips til lystfiskere. Der er endvidere mulighed for overnatning på stedet.

Den særlige storålaks
Laksen i Storå er særligt beskyttet og alt fiskeri i åerne er omfattet af regler om laksekvoter, fangstindberetning, særlige kroge mv., som hver fisker er forpligtet til nøje at følge.

Læs meget mere om laksefiskeri på www.visitholstebro.dk

Har du folkeregisteradresse eller sommerhus i Holstebro Kommune, kan du som hidtil fiske gratis på dele af kommunens fiskevand i Storå, Vegen Å, Råsted Lilleå og Holstebro Vandkraftsø. Det kræver et fiskekort, som kan udstedes via holstebro.dk. Husk også det lovpligtige fisketegn.