ÅSÆSONEN er for længst overstået, men vi syntes nu stadig at vi ville dele Michael Falk Langes, fra Nørresundby, lidt forældede men sjove fangstrapport.

– Fredningen stod for døren og jeg var taget af sted på årets sidste tur Lindenborg Å. Året havde ikke rigtig kastet noget særligt af sig -et par småfisk på målet.

Som så mange gange før, startede jeg mit fiskeri lidt opstrøms parkeringen, og ville derfra bevæge mig ned over. Efter cirka en 15 minutters tid mødte jeg en der allerede havde fisket stykket igennem, dog uden held. Lettere nedslået valgte jeg alligevel at fiske det godt 300 meter lange stræk af, inden jeg skulle skifte plads.

To minutter senere sætter fluen sig i noget grøde, tror jeg, og giver et ordentlig ryg i stangen for at få den fri. Dette fik den store fisk, der havde taget min flue, til at lette fra brinken og lande ude midt i åen. Herefter bevægede den sig hurtigt 20-30 meter op ad åen hvorefter den sprang igen. Så tog den turen nedstrøms mod en vejbro. Med mig i hælende, tog fisken efterfølgende flere fine udløb, men efter yderligere 15 minutter viste fisken tegn på træthed og kom ind til bredden.

Med adrenalinen pumpende i kroppen fik jeg foldet nettet ud, men kunne hurtig konstatere at nettet var alt for småt til fisken. Hver gang jeg prøvede at få den i nettet, gled den af. I Min paniske angst for at miste fisken lagde jeg stangen,kaste mig på maven i mudderet, fik presset fisken i nettet og med et ordentligt ryk trukket fisken ud af vandet. Nettet knækker imidlertid og fisken lander på maven af mig. Fisken der nu lå og spræller på min mave fik en ordentlig krammer, så den ikke kunne glider tilbage i åen. Efter nogle sekunder liggende på ryggen i mudderet havde jeg overskud nok til at rejse mig og løfte fisken i sikkerhed. Til stor pinlighed kunne jeg her hilse på den storgrinende lokale postmand, der fra vejen havde fulgt hele forestillingen, men hvad gør det når man lige har landet sin pr.

Oppe på brinken kunne jeg til stor overraskelse konstatere at det var en laks og ikke en havørred jeg har fanget, hvilket ikke gjorde oplevelsen ringere.

    Modtag fiskepost med nye artikler

    Nu er du tilmeldt.

    Share This