Havørred i horsens fjord

Foto-BHorsens Fjord byder på et væld af fede havørredpladser fra den sumpede inderfjord til den lidt mere barske yderfjord. Tidevandet er afgørende for succes – så her fortæller vi ikke blot om de bedste pladser, men også hvornår og hvordan du skal fiske dem.

Af Claus Nielsen

Her er det en typisk smuk fjordørred fra Horsens Fjord. Dette eksemplar er fra Boller området.
Her er det en typisk smuk fjordørred fra Horsens Fjord. Dette eksemplar er fra Boller området.

DEN LYSE REJEFLUE sidder bundet i et loop for enden af forfanget, og tanken om forårets blanke fisk præger hele den lange gåtur ud mod Batterierne. Vejret er helt perfekt på denne forårsdag. Højt solskin varmer fjordvandet, mens jeg passerer kanonerne oppe i skoven for at nå ud til det store batteri på spidsen. Strømmen kommer omme fra sydsiden, og der er til gengæld højeste vandstand på pladsen. De første par kast med fluestangen lægges direkte på kanten af revet, og flere gange kan jeg se, at der er fisk på pladsen. Men hvorfor tager de ikke fluen? Er den for stor eller for lille? Måske en anden flue skal prøves? Øjnene falder på den lyse slagterflue, der bliver monteret med et loop på forfanget.

Kastene lægges igen på langs af revet, men denne gang trækkes der langsomt ind. Allerede i tredje træk, er der kontakt på fluen. En fin fisk begynder straks at svømme mod land, og jeg kan ikke nå at trække løslinen på hjulet i farten, så den slappe line får fisken til at afkroge sig selv..

Endnu et kast langs kanten af revet bliver lagt, og allerede i første træk er der igen fisk. Denne gang en større fisk med ivrigt temperament. Fluelinen bliver flået godt af hjulet, hvorefter mere og mere line kommer til syne. Denne gang bliver den hængende, og kort efter kan jeg lande en flot regnbueørred på 60 centimeter med et lilla skær på kroppen. Hav­ørrederne var målet, men når man fisker i Horsens Fjord, så ved man aldrig lige, hvad der hugger.

Her er det Steffen Mortensen med en flot forårsørred på 3,8 kilo fra Boller, taget på en rød Snurrebasse.
Her er det Steffen Mortensen med en flot forårsørred på 3,8 kilo fra Boller, taget på en rød Snurrebasse.

HORSENS FJORD tilbyder godt og vel 20 kilometer fiskestrækning. I inderfjorden er den vigtigste faktor vandstanden. Er der højvande, så er der også havørred tæt på land, da inderfjorden er meget lav, og der er mange dybe huller tæt på land. Højvande er derfor en god træffetid for fjordens havørreder. Det er yderst vigtigt at fiske imellem vand vendingerne, fra høj­vande til lavvande eller omvendt. Jo mere vand der er i fjorden, desto bedre havørred fiskeri får du. Med krusninger på overfladen og lidt uklart vand, er chancerne helt perfekt til at få flere fisk på land. Kaster man over de mange store områder, som er præget af muslingebanker, der tydeligt kan ses i lavvande, så er der gode chancer for at få hug fra havørreder, der står lige ved siden af eller oven på bankerne.

Nordsiden er spækket med muslingebanker, helt inde fra inderfjorden og ud i midten af fjorden. Det betyder også, at de mange fødeemner som fx rejer og kutlinger gemmer sig i bankerne, og det ved havørreden.

Yderkysterne er rigtig fine hav­ørredpladser med masser af gode strøm forhold, ålegræs, tang bælter og leopard bund. Man ser tydeligt, at jo mere man bevæger sig ud i fjorden, desto flere dybe huller og dybt vand ind under land finder man. Havørrederne kommer dels fra udsætninger direkte i saltvand og dels fra fjordens to væsentligste tilløb: Bygholm Å, der løber gennem den berømte Bygholm Sø, og udmunder i Horsens Havn – samt Hansted Å, der kommer til nordfra og udmunder ved sundet på sydsiden. Horsens Fjord tilbyder også et virvar af store næs, pynter og odder. Det giver tilsammen et unik og smukt landskab med rigtige mange gode fiskepladser. Er man mere til øfiskeri kan man tage færgen fra Snaptun til Endelave og Hjarnø. Især østsiden af Hjarnø fisker rigtig godt i forårsmånederne

Neutrale farver fanger fisk i Horsens Fjord, og her tænker jeg på alt fra kobberfarvede blink til lyse rejefluer. Når fisken er der og vandtemperaturen er kommet over fem grader, så går det for alvor løs i fjorden. Dette kan tydeligt mærkes på de andre lystfiskere i fjorden, og fangstmeldingerne breder sig hurtigt om foråret. I de kommende måneder, hvor forårets fiskeri tager mere til, vil havørrederne kunne findes tæt på land. Her får du nogle af fjordens bedste pladser.

Mikkel Matzen fra Effektlageret i Horsen er ofte et smut i Horsens Fjord. Her er han med en fin ørred taget på en Sameo Honey Shrimp tæt på Badeanstalten.
Mikkel Matzen fra Effektlageret i Horsen er ofte et smut i Horsens Fjord. Her er han med en fin ørred taget på en Sameo Honey Shrimp tæt på Badeanstalten.

BADEANSTALTEN er en af Horsens Fjords bedste forårspladser. Stedet er et stort muslingeområde tæt på land. Et kast længere ude begynder et stort plettet område med tangbælter, sten og mudret bund. Det er det første sted, fiskene begynder at opholde sig om foråret. Fiskene, der trækker ud fra Han­sted Å, tager ofte turen mod højre udover muslingebankerne. Pladsen fiskes i knædybt vand over muslingebankerne, som præger hele inderfjorden på sydsiden. Både fluefiskeri og fiskeri med spinnegrej er ideelt på dette stræk inde ved byen. Pladsen kan være hektisk i starten af foråret – både hvad angår antal af fiskere og fisk.

BORRE TANGE SPIDSEN giver mulighed for at fiske direkte ud i sejlrenden på 18 meter vand. Men da forårsfiskeri ikke lige foregår på disse dybder, skal der hellere fiskes på hele højre side af Borre Tange. Allerede fra parkeringspladsen og ud efter er der gode chancer for at møde en stime havørreder på denne plads. Her kommer fisk fra sejlrenden og ind på det lave vand, for at afsøge bunden for føde, hvor der presses strøm ind fra spidsen. Pladsen er primært belagt med ålegræs, muslingebanker og sten. Hele siden ned langs skoven byder på rigtig godt havørredvand og de sidste 400 meter bliver der lidt mere yderkyst end fjord. I nordøsten vind bliver vandet for uklart og grumset, og så er det bedre at prøve længere inde i fjorden hvor der er lidt læ. Det skal nævnes at spidsen ved Borre Tange er et farligt område at bevæge sig på i vaders, da sejlrenden findes lige ude foran spidsen og der er utrolig stærk strøm på stedet.

Steffen Mortensen er godt trænet af sin onkel, fluekasteren Henrik Mortensen. Her giver han den gas ved Boller.
Steffen Mortensen er godt trænet af sin onkel, fluekasteren Henrik Mortensen. Her giver han den gas ved Boller.

BOLLER MOLE er en stor stenmole, der engang har været endnu større, end den er i dag. Pladsen er belagt med sten på begge kanter, men lige ude foran trækker havørreden rundt om molen, og selv ved højeste vandstand, er det ikke nødvendigt at vadefiske, da det er muligt at stå på stenene på spidsen, og havørrederne kan fanges inden for fem meter. Boller Mole er en åben plads, og er der for meget vind, slår der store bølger ind over molen. Pladsen har mudret bund de fleste steder, hvor der i foråret kan ses rigtig mange børsteorme i vandet. Pladsen er Horsens Fjords mest besøgte plads i foråret. På venstre side af molen er det ikke lovligt at fiske pga. fredningszone. Boller Mole er i øvrigt som regel også det første sted hornfisken opholder sig om foråret.

SONDRUP STRAND er endnu en spændende plads. Lige nede foran trappen starter fiskeriet til venstre, og dette er en plads, der huser mange fisk i foråret. Selv efteråret er rigtig godt på denne plads. Området har sandbund med vekslende tangbælter, sten og muslingebanker. Et stykke ude foran muslingebanken til venstre bliver der relativt hurtigt dybt, og det er her fiskene trækker forbi i lavvande. Når der er højvande på pladsen, skal havørreden findes inde imellem tangbælterne, der varierer meget i størrelse. To åsystemer løber ud på højre side, hvor havørred trækker ud fra om foråret. I sydlig vind vanskeliggøres fluefiskeriet på pladsen.

Flydering er effektivt og oplagt i Horsens Fjord. Her er det Kasper Jensen der har haft en god tur ved Pøt
Flydering er effektivt og oplagt i Horsens Fjord. Her er det Kasper Jensen der har haft en god tur ved Pøt

BRAKØRE kan give mange fisk i foråret. Er man til en lang tur på cykel eller gåben, så er dette et godt sted. Det ligger i et hjørne af fjorden, hvor det er muligt at stå på banken i lavvande og fiske hele hjørnet af. I højvande er banken dækket med vand og kan ikke nås til fods. Det store hjørne har en spændende plettet fjordbund med muslinger, sten og tangbælter. Foran spidsen bliver der relativt hurtig dybt, og her findes ofte havørred på pladsen i svinget ude foran. Der fiskes om mod åen, som ligger i næste hjørne af fjorden. Åen er helårsfredet, og fiskeriet ophører 500 meter før åen.

ALRØ skal bestemt også nævnes. Det gamle kvindefængsel, som ligger, før der køres over den 800 meter lange dæmning til Alrø, er en plads, der byder på både havørred, hornfisk og regnbueørred. Fiskeriet starter allerede fra dæmningens start og mod højre ind mod fjorden. Der fiskes over stenbund flere steder tæt på land, og her er fint med ålegræs samt tangbælter. Fiskene findes på hjørnet før det gamle fængsel, som ligger helt ned til vandet. Det kan tydeligt ses, at pladsen huser fisk, da der ved dæmningen ligger mange fiskebåde, hvor de lokale garnfiskere sætter deres garn ud. Fluefiskeri på pladsen kan være be­sværligt i højvande, da bagkastet kommer lidt for tæt på skoven, der ligger helt ud til vandet.

Her er det Kasper Jensen fra Horsens Og Omegns Sports­fiskerforening med en flot ørred fra Borre Odde.
Her er det Kasper Jensen fra Horsens Og Omegns Sports­fiskerforening med en flot ørred fra Borre Odde.

BATTERIERNE kan være en heftig plads. Er du til regnbueørred med fart over feltet, stærk strøm eller måske en havørred over 60 centimer? Ja, så er Batterierne et sted, der bør prøves. Regnbueørrederne, der slipper ud gennem opdrætsnettene længere ude, er ofte at finde på strækket og også længere ned mod Pøt området. Der er tale om en plads, som fisker godt om natten men også om dagen om foråret. Det store rev, som ligger længst ude, er belagt med mange sten på bunden og ålegræs, og her tages nogle af fjordens største ørreder. Man kan tydeligt mærke, hvordan strømmen på revet trækker rundt, og det er en oplagt plads til natfiskeriet. Pladsen har tendens til at blive meget uklar i østenvind.

ASVIG/KIRKHOLM byder bl.a. på badekar, som starter fra parkeringspladsen og dækker flere kilometer åbent kystvand. Ved det store badekar, som ligger tæt på land, er der bundforhold af tang, sand og plettet ålegræs. I lavvande foregår fiskeriet gerne fra flydering på revle nummer to. Det mest besøgte hjørne er det første store hjørne, der kan anes inde fra P-pladsen. Her starter fiskeriet i et stort badekar, som strækker sig langt ud mod As Hoved. Der kan fiskes med spinnestang inde fra land i højvande, og fluefiskeriet foregår bedst på langs af badekaret, da bevoksningen bagved ligger utrolig tæt på kysten. Skal der en blank fisk i tale fra foråret, er det her måske stedet, hvor der er de fleste chancer. Havørrederne trækker lige nær land ude mellem det plettede ålegræs, som præger badekarrene. I vestenvind er der læ, og østenvind gør stort set pladsen umulig med fluegrej.

René Lodsgaard Sørensen fik disse to fine fisk ved Asvig. En glimrende plads til fluefiskeri.
René Lodsgaard Sørensen fik disse to fine fisk ved Asvig. En glimrende plads til fluefiskeri.

PALSGAARD STRAND er også et forsøg værd. Efter en længere gåtur fra P-pladsen ned gennem skoven på en lokal skov vej, kommer der et badehus. Fruens Badehus, kaldes det blandt de lokale lystfiskere. Her ligger et langt, men meget dybt badekar helt ind under land. På bunden er der filione tangbælter og ålegræs. Her kan der fiskes både med fluestang og spinnestang uden problemer. Dette område huser alt fra mindre fisk til de større blanke fisk – især ude på et hjørne, der ligger længere til højre for badehuset. Hjørnet strækker sig ud i en kile, hvor fiskene trækker ude foran hjørnet lige bagved ålegræsset. Der er tale om en fiskeplads, som har dybt vand inde under land samt godt med ålegræs og mange byttedyr, især når vandet varmes lidt op. Fiskeriet kan til tider være hektisk her, når fiskene trækker rundt om hjørnet. Er vinden i øst, bliver pladsen for åben, men sydgående vind er fremragende.

BØGEHOVEDET ligger i forlængelse af Palsgård Strand. Det er en stor vig, hvor fiskene opholder sig, når solen får magten i foråret. Bundforholdene består af tangbælter, ålegræs og store sten. Når solen får magten over vandet i foråret, huser pladsen fisk på hele strækket, som er cirka tre kilometer langt. Både fluefiskeri og fiskeri med spinnestang kan anbefales på denne plads. Der er ikke dybt vand, selv i højvande, men fiskene har tendens til at stå på kanten af bæltet, der strækker sig hele vejen ud af pladsen. Der er perfekt bund på hele området. Fiskene tager på ædetogter inde på det lave vand om foråret, og er man lige netop på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så er chancen for fisk rigtig store.