aDe fleste der har fisket med naturlig agn kender betydningen af de duftstoffer agnen udsender.
Men hvor detaljeret kan en fisk skelne kemiske forbindelser i vandet, bruger de smags- og lugtesans til andet end fødesøgning og hvordan kan man bruge dette til at forbedre sit fiskeri.

Af Kasper Ramkær

Belugastøren er en af de fiskearter, der har masser af kemoreceptorer på »skægtrådene«, som den bruger til at »smage på varerne«, inden den tager dem ind i munden.

Belugastøren er en af de fiskearter, der har masser af kemoreceptorer på »skægtrådene«, som den bruger til at »smage på varerne«, inden den tager dem ind i munden.

FISKENS SMAGS- OG LUGTESANS betegnes samlet som »kemo-reception«. Disse sanser er i stand til at registrere forskellige kemiske forbindelser i vandet – og endda i meget små mængder. Som et eksempel på, hvor afgørende disse sanser er, kan vi blot se på laks og havørred, der klækkes i åen, hvor de lever de første år. Allerede i denne periode kan lugtesansen bidrage til forøget overlevelse ved at kunne lokalisere fødemener og registrere rovfisk eller en territoriel artsfælle.

Forsøg har vist, at ørreder kan udvise undvigende adfærd, hvis de udsættes for vand, hvor der har opholdt sig en gedde. Smagssansen har også stor betydning for valg af optimale byttedyr, og forsøg med fisk viser tydelige føde-præferencer. Efter 2-3 år i åen smoltificerer ørreden, hvilke vil sige, at den fysiologisk forandrer sig, så den kan klare et liv i saltvand, hvor fødemængden er større. Som de fleste ved, vender ørreder og laks efter 1-4 år tilbage for at gyde i netop den å, hvorfra de udvandrede som smolt. Fisken menes at »huske lugten« af den nøjagtige kemiske sammensætning af dette vand.

»LUGTEN AF EN Å« er styret af mange faktorer – fx udspringskilden, jordtypen, vegetation, pH og næringssalte, og er derfor helt unik. Men da havørreden kan vandre flere hundrede kilometer væk, og laksen flere tusinde, kan åen ikke lugtes på disse afstande. Her træder andre lugtsignaler i kraft.

Karussen afgiver advarselsstoffer i vandet ved geddeangreb, så artsfællerne ved, at de skal passe på i dette område. Her er det en guldfisk, der er en domesticeret farvevariant af sølvkarussen.

Karussen afgiver advarselsstoffer i vandet ved geddeangreb, så artsfællerne ved, at de skal passe på i dette område. Her er det en guldfisk, der er en domesticeret farvevariant af sølvkarussen.

Havet kan umiddelbart virke som ensartede endeløse vandmasser. Men da fiskens lugtesans netop registrerer mange forskellige stoffer, fungerer vandet som et detaljeret kemisk miljø med masser af pejlemærker, som fisken kan navigere efter. Eksempelvis er der i de danske farvande tydelige forskelle i saltholdighed. Havstrømme indeholder desuden forskellige kemiske lugtsammensætninger og udgør derved større stabile pejlemærker for fisken. Lugtstoffer fra kyststrækninger, andre fisk og fødeemner påvirker også fisken. Havørreden eller laksen kan altså ud fra disse signaler nogenlunde navigere sig frem mod området, hvor den udvandrede.

Den endelige lokalisering af den helt specifikke å klares derefter ud fra fiskens hukommelse af vandets lugt. Dog menes jordens magnetfelt også at have betydning for fiskens vandring, og de præcise mekanismer forskes der stadig i. Forsøg, hvor man har blokeret laks og ørreders næsebor, har vist, at de ikke længere kan finde tilbage. Fisk, der var frataget synet, kunne derimod godt finde hjem. Også under gydeperioden har lugtesansen betydning, da fisk kan udskille duftstoffer – også kaldet feromoner, som tiltrækker magen og synkroniserer frigivelsen af kønsprodukter til vandet. Yderligere har det vist sig, at skadede artfæller eller fremmede dufte kan forsinke opgangen af eksempelvis laks i en å. Adfærden hos fisk er altså gennem hele livet påvirket af dufte og bestemmer i høj grad, hvor fisken befinder sig. Denne veludviklede lugtesans kan man naturligvis benytte til at effektivisere sit fiskeri. Derfor er det værd at kigge nærmere på fiskens lugte og smagsorganer.

Lige foran øjnene sidder geddens lugtegruber og man kan tydligt se hudflapperne, der sikrer at større partikler ikke kommer ind og blokerer »næseborerne«.

Lige foran øjnene sidder geddens lugtegruber og man kan tydligt se hudflapperne, der sikrer at større partikler ikke kommer ind og blokerer »næseborerne«.

FISKENS LUGTEORGANER består af to fordybninger beklædt med sanseceller foran på fiskens hoved. Henover denne fordybning er placeret et tykt stykke hud, så der dannes en indgang og en udgang, hvor vandet kan passere hen over sansecellerne, når fisken svømmer. Nogle fisk kan aktivt pumpe vandet over sansecellerne uden at svømme. Ved indstrømningshullet vil man ofte kunne se en lille klap, som beskytter mod at større partikler blokerer hullet. Sansecellerne er arrangeret i folder nede i fordybningen og reagerer på mange forskellige stoffer. Således kan fisken konstant danne sig et detaljeret billede af det miljø, den befinder sig i.

Suderen lugter sig i høj grad frem. De to små skægtråde bruger den ligesom karpen, der dog har fire skægtråde – til at smage på potentielle fødeemner, der ligger på bunden.

Suderen lugter sig i høj grad frem. De to små skægtråde bruger den ligesom karpen, der dog har fire skægtråde – til at smage på potentielle fødeemner, der ligger på bunden.

Nerveforbindelserne fra sansecellerne samles i »lugte-bulber« i fiskens snude. Allerede her behandles nerveimpulserne. Herefter passerer de mellem fiskens øjne, og når den forreste del af hjernen. Denne del af hjernen kan ses som to forhøjninger, hvis man åbner kraniet på en fisk. De mange lugt-stimuli behandles yderligere i disse lugtecentre, og eftersom fisk kan navigere efter tidligere erfarede lugte-input som beskrevet ovenfor, må der ske en vis form for hukommelse. Alene størrelsen på lugte-bulberne og den forreste del af hjernen vidner om lugtesansens store betydning for fiskens overlevelse.

SMAGS- OG LUGTESANS kan der med rette skelnes mellem, da sansecellerne er dannet ud fra helt forskellige grundstrukturer. Forsøg, hvor nerven fra lugteorganerne var overskåret viste, at fisken stadig kan smage. Sansecellerne som udgør smagssansen er arrangeret i bundter – de såkaldte smagsløg.

SMAGSLØGENE findes primært i mundhule, svælg, tunge og på gællebuer, men hos en del fisk, som søger føde ved bunden eller i uklart vand, er de yderligere placeret udenfor munden – fx på skægtråde hos maller, karper og torsk. Studerer man knurhanens adfærd, vil man opleve, at den benytter de forreste finnestråler på brystfinnerne til at »smage sig frem«. Maller, som ikke i særlig stor udstrækning benytter synet, har ofte mange smagsløg placeret på bugen og specielt på skægtrådene omkring munden.

Mallen lever ofte i meget uklart vand – og her hjælper de ekstra lange skægtråde til at lokalisere og bedømme byttet.

Mallen lever ofte i meget uklart vand – og her hjælper de ekstra lange skægtråde til at lokalisere og bedømme byttet.

Sansecellerne i fiskens smagsorganer påvirkes generelt ikke af de samme stoffer, som registreres af lugtesansen. Yderligere kræver smagssansen en større koncentration af stoffer, og bruges hovedsageligt under fødesøgning, og når et fødeemne skal vurderes spiseligt eller ej. I nogle akvakulturer stimuleres smags-receptorerne, hos fisken der opdrættes, med forskellige tilsatte stoffer, hvorved fødeindtaget kan forøges. Dette viser, at typen og kvaliteten af den præsenterede agn har betydning for, om fisken gider hugge samt om den eventuelt hurtigt spytter den ud. Det er derfor vigtigt at vælge den rette agn, samt skifte den ofte, for at påvirke fiskens smagsreceptorer mest hensigtsmæssigt.

Fiskenes lugteorganer består af to fordybninger beklædt med sanseceller på fiskens hoved. Henover fordybningen er et tykt stykke hud, så der dannes en indgang og en udgang, hvor vandet kan passere hen over sansecellerne. Sansecellerne – eller kemoreceptorerne – er arrangeret i folder nede i fordybningen og sender informationer om vandets dufte via nerverne.

Fiskenes lugteorganer består af to fordybninger beklædt med sanseceller på fiskens hoved. Henover fordybningen er et tykt stykke hud, så der dannes en indgang og en udgang, hvor vandet kan passere hen over sansecellerne. Sansecellerne – eller kemoreceptorerne – er arrangeret i folder nede i fordybningen og sender informationer om vandets dufte via nerverne.

HVOR GODT LUGTER FISK? Fisk registrerer et bredt spektrum af molekyler i vandet – fx aminosyrer, salte, fedtsyrer, steroider, feromoner, hormoner og forskellige uorganiske stoffer som CO2 og brintioner (pH). Koncentrationen, der skal til for at udløse en impuls, afhænger af det enkelte stof, men generelt skal der forsvindende små koncentrationer til. Ål kan eksempelvis reagere på få dråber af et stof til trods for, at det opblandes i vandmasserne i en mindre sø. Karusser kan lugte tilstedeværelsen af en gedde, der har været i et bassin med flere hundrede-tusinde liter vand.

Også hajer har en ekstrem fin lugtesans. Eksempelvis kan de registrere blod i koncentrationer, der svarer til at dryppe et par milliliter i en swimmingpool. I fødesøgning har specielt aminosyrer, som proteinerne er opbygget af, vist sig at have en generel stimulerende effekt på fiskens fødesøgningsadfærd. Regnbueørred kan tydeligt differentiere mellem næsten ens stoffer, og maller skelner mellem blandinger af kemisk relativt ens blandinger. Fiskens kan altså ikke alene registrere meget små mængder af et stof, men danner sig et nuanceret billede af både smag og lugt.

En karpefisker gør sin boilie klar – og for at sikre en ekstra effektiv duftspredning boostes boilien med et ekstra lag af duftstoffer, som spreder sig hurtigt i vandet.

En karpefisker gør sin boilie klar – og for at sikre en ekstra effektiv duftspredning boostes boilien med et ekstra lag af duftstoffer, som spreder sig hurtigt i vandet.

DUFTSTOFFERNES EFFEKTIVITET til at aktivere fødesøgningsadfærd dokumenteres i undersøgelser, som viser, at fiskens normale kost ofte – og ikke overraskende – virker godt. Yderligere virker duftstoffer fra skaldyr og orme generelt bedre end fra pattedyr og pighuder som fx søstjerner og søpindsvin. Dufte fra friske fødeemner virker generelt bedre end fra gamle og evt. fordærvede, selvom de halvrådne agn på os virker til at have en stærkere lugt. Så fang hellere friske skaller eller sild til gedden, i stedet for at bruge de gamle fra fryseren. Sørg også for at have en friskgravet omgang orm, hvis du vil fange mere end sidemanden på molen.

Når det kommer til hajer, er det også en skrøne, at man bare skal fiske med gamle, ildelugtende agn. De foretrækker klart den friske vare. Der findes dog eksempler på, at man kan fange fisk på højest uventede smagskombinationer. Karpefiskere har i årevis eksperimenteret med smag og duft og er kommet frem til aparte kombinationer som »kiwi-jordbær« og »fløde-banan«. Dette skyldes måske blot, at karper reagerer på simple, søde sukkerstoffer. Multer har vist sig, at kunne fanges på sildestykker (Fisk & Fri 7/2013), så det er absolut værd at eksperimentere sine agn. Fisken reagerer på typen af kemiske stoffer, og ikke på om stoffet kommer fra dens naturlige fødekilde.

Ålen har en ekstremt veludviklet lugtesans – og det er velkendt at blot en lille smule blod kan lokke dem til på lang afstand.

Ålen har en ekstremt veludviklet lugtesans – og det er velkendt at blot en lille smule blod kan lokke dem til på lang afstand.

FISK er også i stand til at fornemme fare via skadede artsfæller. Forsøg med en del forskellige arter – fx karpefisk – viser, at celler i fiskens skind udskiller et alarm-stof, hvis det ødelægges. Dette stof opfattes i artsfællers lugteorganer og udløser flugtreaktion. Det kan således heller ikke undre, at stoffer som fisken ikke er vant til, kan frastøde den. De fleste har nok en fornemmelse af, at det forringer ens chancer for fangst, hvis der eksempelvis er kommet kemiske opløsningsmidler på ens agn. Få stoffer er videnskabeligt testet som afskrækningsmiddel på fisk. Men generelt er det naturligvis en fordel at undgå at »forurene« sin agn med fremmede lugte. Fiskene registrer selv de mindste mængder, som for os virker ubetydelige.

EFFEKTIV BRUG AF DUFTSTOFFER. Vil man benytte ekstra lugtstoffer som middel til at lokke fisk til, fungerer det bedst i vande med bevægelse og strømretning. Herved spredes duften effektivt, og fisken kan følge duftsporet direkte til agnen. Et eksempel på denne effektivitet vidner en oplevelse under hajfiskeri i Vestaustralien om. Vi havde fundet skroget af en død hammerhaj liggende i vandet fire meter fra strandbredden. Da strømmen vendte, blev der trukket et langt duftspor ned langs kysten. Efter en times tid kunne man 500 meter nede ad stranden se en stor haj nærme sig. Hver gang den kom ud af duftsporet svømmede den i zigzag-bevægelser for at genfinde lugten. Det viste sig at være en 3,5 meter lang tigerhaj. Den forsvandt først, da den med stor besvær havde mavet sig ind på det lave vand, og smækket kæberne om den døde hammerhaj.

I stillestående vand bevæger duftstofferne sig ikke ret langt, men fungerer fint til at holde en fisk, der kommer forbi i området, indtil den finder agnen. Her er tricket naturligvis, at præsentere en agn der er mere attraktiv for fisken end duften eller fodringen. Karpefiskere har længe benyttet sig af fodring med små partikler, kombineret med at præsentere en lækker boilie 10 cm over bunden i denne sky af dufte. Også maller og ål kan med fordel tiltrækkes med duftstoffer, da deres lugtesans er yderst veludviklet. Ålen kan efter sigende opfatte ganske få molekyler af et stof i vandet og kan således tiltrækkes over store afstande. Det er altså ikke en skrøne, at ål kan tiltrækkes ved at smide hovedet af en ko i vandet og vente, men der findes nok mere effektive duftstoffer.

En smuk karpe, der huggede i buldermørke udelukkende ved at lugte sig frem til agnen, er her fotograferet ved det første dagslys.

En smuk karpe, der huggede i buldermørke udelukkende ved at lugte sig frem til agnen, er her fotograferet ved det første dagslys.

RUBBY-DUBBY eller chumming er et andet eksempel. Metoden går i alt sin simpelhed ud på at lave et kontinuerligt duftspor med finthakket fisk. Dette gøres enten ved hele tiden at kaste fiskestykker i vandet, eller ved at have en sæk hængende ned i vandet, hvorfra duftene frigives. Metoden er yderst effektiv til hajer, tun og andre tropiske fisk. Herhjemme kan denne metode med fordel bruges under makrelfiskeri. Her fisker man med flåd og sildestykker i duftsporet bag en opankret båd. Herved lader man de hurtigsvømmende makrelstimer komme til båden i stedet for omvendt. Fodring på mindre skala kan også gøres med en lille »feeder«, som i bund og grund blot er en form for beholder, der frigiver duftstoffer løbende. Denne kan monteres foran den naturlige agn og bruges under medefiskeri, hvor der skal kastes. Specielt i små søer og vandløb, skal man dog overveje, hvor meget man fodrer for at tiltrække fiskene. Disse små vande kan være følsomme overfor belastning med det organiske stof, som foderet består af.

NATURLIGE AGN være tidskrævende og dyre at anskaffe. Gennem tiderne er der derfor blevet eksperimenteret en del med at udvikle kunstige duftagn. Problemet har været at lave en agn, hvor duftstoffet frigives løbende, uden at agnen alt for hurtigt løber tør. Dette ser ud til at være lykkedes med de mange kunstigt duftende orm og fiskeimitationer på markedet. Specielt er det praktisk, at ormen kan »genoplades« i duftvæsken – som fx GULP ALIVE.

Om disse orm fanger helt lige så godt som naturlige, er der delte meninger om, men her kan det argumenteres, at eventuel ringere lokkeevne, ofte vil kunne opvejes af, at de sidder langt bedre fast på krogen. Yderligere kan der fås væsker til at »booste« ens naturlige agn. Dette benyttes eksempelvis ved geddefiskeri med død agn fisket direkte på bunden. Her er et kraftigt duftspor afgørende for, om gedden finder frem til agnen. Det har også været forsøgt at udvikle duftstoffer til spinnefiskerens agn. Her er problemet, at få duftstoffet til at blive på agnen, selvom den konstant trækkes gennem vandet, og det er nok tvivlsomt, om det er umagen værd hele tiden at smøre sit kystblink med duftstoffer. Men det er ikke utænkeligt, at ørreder der kun følger blinket, kan stimuleres til hug ved at stimulere med lidt duftstof. Det er bare med at eksperimentere, for fiskens lugtesans er utrolig fintfølende og detaljeret.