Atlantik Travel forklarer

Atlantik Travel blev sidste år overtaget af den meget erfarne rejsearrangør Limpopo Travel, men overtagelsen har ikke været helt uproblematisk.
20.05.10 – ATLANTIK TRAVEL, der som de fleste ved arrangerer lystfiskerrejser til destinationer i det meste af verden, har igennem den seneste tid været i strid modvind, og det har foranlediget følgende meddelelse fra ledelsen:
"I de seneste dage har Atlantik Travel I/S desværre fået en hel del negativ presseomtale i kølvandet på en masse sure smileys på Pakke-Rejseankenævnet hjemmeside. Sure smileys får man, når man ikke lever op til Ankenævnets kendelser.
Vi overtog navnet 'Atlantik Travel' den 5. januar 2009 og stiftede i den forbindelse et nyt aktieselskab kaldet "Atlantik Travel A/S". Det skete ud fra en vurdering af, at 'Atlantik Travel' var et stærkt og indarbejdet brand for salg af fiskerejser.
Hvad der end måtte være foregået i det gamle firma Atlantik Travel I/S, har vi i store træk ingen kendskab til, og vi har heller ingen sager haft i Pakke-Rejseankenævnet.
Desværre har vi efter overtagelsen af navnet i 2009, konstateret en del 'lig i lasten' i det tidligere Atlantik Travel I/S i form af 'sager', der er dukket op til overfladen. Det er naturligvis meget beklageligt, at vi ved overtagelsen af navnet ikke er blevet oplyst om de faktiske forhold, der herskede i det gamle selskab. Beklageligt fordi det tilsmudser det brand, vi har overtaget, til stor skade for os - også selv om vi ikke bærer noget ansvar for tidligere tiders fejltrin i virksomheden Atlantik Travel I/S.
Da vi stiftede Atlantik Travel A/S i 2009 ansatte vi samtidigt direktøren fra det gamle Atlantik Travel I/S til at stå for driften. Ham har vi siden set os nødsagede til at afskedige for at sikre den samme høje kvalitet i rejserne arrangeret af Atlantik Travel A/S, som den vi er kendte for at arrangere for vore jagtkunder i Limpopo Travel A/S og Diana Jagtrejser.
Siden stiftelsen af Atlantik Travel A/S i 2009 har vi arbejdet målrettet imod at udvikle selskabet til den væsentligste aktør på markedet for fiskerejser med kvalitetsrejser til mange spændende destinationer. Vi kører virksomheden ud fra de samme kvalitetskrav som har gjort Limpopo Travel A/S / Diana Jagtrejser til Europas største jagtrejsebureau. Vi står naturligvis 100% inde for alt, hvad der er sket efter den 5. januar i Atlantik Travel A/S's regi og ser ganske fortrøstningsfuldt på Atlantik Travels fremtid".