Endnu én fra Lilleåen

Henrik Theis med sin 78 centimeter lange og 5,05 kilo tunge havørred fra Lilleåen. Fisken blev fanget på en Mepps 3 Guld, 0.12 fireline, Shimano Stradic 1000 hjul og en 8 fods Ron Thompson stang med en kastevægt på 7-15 gram.
27.09.09 – HAVØRREDFISKERIET i de danske åer er for alvor ved at være oppe i gear, og vi får jævnligt fangstrapporter om fine havørredfangster. Fra Henrik Theis Jensen har vi fået en længere beretning, som med al tydelighed vidner om stor fiskeentusiasme. Henrik fortæller, at han forleden weekend var med sin gode ven oppe at besøge hans familie ikke så langt fra Hadsten. - Turen var egentlig mest tiltænkt hygge og familiebesøg, men vi havde dog planlagt en kort tur til Lilleåen for at prøve at overliste en af åens store havørreder. Jeg havde ikke tidligere fisket i Lilleåen, men havde fra flere hørt at havørredfiskeriet skulle være rigtig godt.
Efter at være blevet anbefalet strækket ved Bidstrup Gods kørte vi til åen lørdag d. 19.september. Åen viste sig at være utrolig smuk, og strækket ved Bidstrup gods så meget spændende ud. Der var god vandstand i åen, og vandet havde en perfekt farve. Vi startede fiskeriet først på eftermiddagen og begyndte at bevæge os opstrøms med spinnestængerne, mens vi affiskede mulige standpladser. Vi fiskede de første små sving af uden dog at mærke noget. Efter en times fiskeri kom jeg til et lige stykke, der ikke så særligt indbydende ud. Af gammel vane gav jeg det dog et forsøg alligevel, og det skulle vise sig at være en god ide.
Efter et par lange kast opstrøms kom hugget forsigtigt langs egen bred. I løbet af få sekunder fløj flere tanker igennem hovedet på mig. Var det mon bunden eller bevoksning, jeg havde fat i? Eller måske en mindre fisk, der havde taget spinneren? Med et blev alle tanker fejet til side, da fisken begyndte at vælte sig i overfladen og forsøgte at ryste spinneren af. Det gik med det samme op for mig, at der var tale om en stor fisk, og at det nu gjaldt om at holde hovedet koldt. Min ven kom løbende til med nettet og gjorde sig klar, hvis der skulle vise sig en mulighed for landing.
Fisken strøg med det samme nedstrøms og lagde et kraftigt pres på linen og det lette grej. Jeg forsøgte at presse fisken, så den ikke gik ned omkring nogle buske nedstrøms. Det hårde pres fik fisken til at vende, og den valgte nu at stryge opstrøms. For at holde fighten under kontrol forsøgte jeg at holde fisken så hårdt, som jeg nu kunne med det lette grej. Fisken fortsatte dog med at springe og søge mod overfladen, hvor den flere gange rystede med hovedet. Jeg kunne se, at fisken var godt kroget i siden af munden (saksen), men synet af spinneren gjorde mig meget nervøs. Efter 10 min fight begyndte fisken at sagtne farten men lagde dog stadig et godt pres på linen, når den gik ud i strømmen. Jeg tænkte, at det nu var tid til at få fisken på land inden noget gik galt.
Fisken gjorde dog stadig god modstand, og efter at have presset den hen mod nettet, lykkedes det efter et par forsøg at nette fisken. Oppe på land gik det først rigtig op for mig, hvor stor havørreden egentlig var, og overraskelsen, glæden, og ikke mindst lettelsen fik frit løb. Vægten viste 5.05 kilo, hvilket var ny personlig rekord. Forinden turen havde jeg drømt om en sådan fisk, men havde aldrig turde håbe på, at det ville lykkedes ved første besøg ved Lilleåen - og så efter blot en times fiskeri. Man kan i sandhed sige, at den smukke lille å leverede en oplevelse af de store, slutter en begejstret Henrik Theis.
Herfra skal lyde et stort tillykke og en tak for den herlige beretning.