Her er du : Forside : Artikler : Kystfiskeri
Om Fisk & Fri
Abonnér
Dette nummer
Artikler
Konkurrencer
Ekspert råd
P&T vande
Fisk & Fri TV
Læseranalyse
HAVØRRED: VINTERSØLVTØJ FOR BEGYNDERE
RÅHYGGE: SKRUBBER TIL HELE FAMILIEN
HAVØRRED: INTET SLÅR NATURLIG AGN
EKSPERTERNE TALER UD: HER FINDER DU MULTERNE
HEMMELIGE HADERSLEV
Fluefiskeri: Høstørred på kysten
YANKEE FLUER TIL DE DANSKE HAVØRREDER
REGNBUER PÅ KYSTEN
BÅDFISKERI FRA LAND
KYSTFLUE: KOM GODT I GANG
HAVØRRED: KYSTFLUE - SIMPELT OG EFFEKTIVT
HAVØRRED PÅ JERKBAIT

HAVØRRED: VINTERSØLVTØJ FOR BEGYNDERE

Del
Grejet til kystspin er simpelt - lette spinnestænger på 9 til 10 fod samt et fastspolehjul der kan holde til saltvand. De fleste foretrækker superliner med en diameter fra 0,12 til 0,17 millimeter.
Vinteren er en realitet, og de gydemodne havørreder er trukket op i åer og vandløb for at sikre næste generation af sølvtøj til de danske kyster. Tilbage er de blanke overspringere, der har sprunget en gydning over - samt de endnu ikke kønsmodne grønlændere. Med det rette grej og teknik er de slet ikke umulige at få i tale.

Af Bo Troelsen

En stribe gode kystagn - fra venstre Mørasilda, Swingtail, Trumf og Boss.
JEG NÅR LIGE at tænke, at den ambulance farvede fynbo wobler har sat sig i stenbunden et par meter fra vandkanten, da et par solide rusk og synet af en rygfinne i overfladen får mig på andre tanker. En pæn stor havørred har hugget på wobleren helt inde under land på under 30 cm vand. Det er ikke første gang, det er sket, men jeg bliver lige overasket hver gang. Pladsen jeg fisker på er en perfekt vinter plads - frisk kildevand siver ud i fjorden og fortynder det salte vand, der kommer ind fra Kattegat. Imens et tiltagende snevejr begynder at lægge en hvid dyne over landskabet, får jeg kanet fisken på land. Det er en fin og lynende blank overspringer på 55 cm. Den bliver hurtigt aflivet og lagt i rygsækken, for at blive hjemtaget til middagsbordet. Mange lægger spinnestangen på hylden, når vinteren nærmer sig. Men det er der bestemt ingen grund til, for rigtig mange gode fisketimer ligger og venter derude, selvom kong vinter har lagt sig over landet. Og gode oplevelser som overstående er bestemt ikke noget særsyn for den, der kaster sig ud i kulden og forlader den lune stue.

Selv når vinterkulden er på sit højeste er det muligt at fange havørred, hvis man finder de rette pladser - og bruger den rigtige teknik. Klassiske vinterpladser er ofte steder i bunden af fjorde eller ved kilder, hvor saltindholdet er meget lavt.
EN GOD PLADS er alfa og omega, hvis man vil have succes, så først og fremmest gælder det om at finde et godt vinter spot. Og det skulle ikke være umuligt at finde et sted, der også er tilgængeligt når sne og frost sætter ind med Danmarks ca. 7300 km kystlinie. En god vinter plads kan være et sted, hvor ferskvand, som for eksempel små kilder, har udløb ved kyst og fjord. Her vil der næsten altid være havørred på grund af det lavere saltindhold i vandet. Disse kilder findes ofte i områder med bakker og skrænter. Ferskvandsudløb findes selvfølgelig også ved åer og bække, men her skal man dog være meget opmærksom på frednings-bælterne.


AFFISKNINGEN af rev og pynter foregår ved at lægge sine kast ud i en vifteform. Start med korte kast, så fisk der står tæt på land ikke skræmmes væk. Man kan med fordel starte med foretage de første kast flere meter fra vandkanten. Man bliver meget ofte overrasket over, hvor tæt på kysten fisken ofte står. På de mere lige strækninger er mest effektivt at lægge sine kast ud for ca. hver 5 meter. Glem ikke at kaste på langs af kysten indimellem. Med denne metode kan man effektivt affiske et stort område på forholdsvis kort tid.

Til kystfiskeri efter havørred kan et hvilket som helst mellemstort fastspolehjul benyttes, men vil du have at hjulet skal holde til mange års aktivt fiskeri, kan det ofte svare sig at investere i kvalitetshjul.
INDSPINNINGEN skal, når vandet er koldt, være langsom og med mange spinstop, da havørredens stofskifte falder i takt med vandtemperaturen. Dens ædelyst nedsættes ganske enkelt i det kolde vand. Provokation er derfor nøgleordet for at lokke vintertræge havørred til hug. Derfor er det en fordel at fiske med små livlige blink og woblere i skrappe farver - gerne monteret med en ophænger flue. Udover de hyppige spinstop, hvor man lader blink eller wobler dale mod bunden, kan man også lave små nyk med stangspidsen fra side til side under indspinningen, for at imitere en syg eller såret fisks flaksende gang. Men hvilke blink og woblere skal man vælge? Alle har deres egne favoritter, når det gælder blink og woblere, og sådan skal det også være. Man skal fiske med den agn man tror på og så vidt muligt holde fast i den samme agn på fisketuren. Alt for mange bruger mere tid på at skifte endegrej end på at fiske. Mine egne favoritter i blink og kystwoblere til vinteren er forholdsvis små og farvestrålende agn med en vægt op til 15 gram. På blinksiden er det især Boss, Stripper, Møresilda, Hansen, Abu Toby, Sølvpilen, Filur og ikke mindst de nye tre delte kystblink - Swingtail - fra Innovative Lures. Blandt kystwoblerne foretrækker jeg Fynboen, Hansen Vims, Gladsax og Sandgrævlingen. Hvad farverne angår har jeg især haft succes med hvid - gerne med røde prikker, kobber/rød, grøn, blå, hvid/rød, perlemor/grøn og blå.

Pink Glimmerreje er en fortræffelig ophænger.
EN OPHÆNGERFLUE øger ofte chancen for fangst, så hvis du aldrig har prøvet at fiske med ophængerflue, så er det måske på tide at give det en chance. Jeg har selv brugt metoden i nogle år, og kunne ikke drømme om at fiske med blink eller wobler uden. Og når du har prøvet din første doublet - altså fast fisk på både blink/wobler og flue, er jeg sikker på at du vil give mig ret. Der findes mange måder at montere ophænger fluen på, og hvilken måde man foretrækker, er meget individuelt. Mit foretrukne takel, som er meget simpelt, men holdbart, er en svirvel monteret på hovedlinen. I svirvlen binder jeg først et stykke 0,25 mm monofil forfangsline på ca. en meter til blink eller wobler, og derefter ca. 15 cm 0,35 mm monofilline i samme øje af svirvlen til fluen. Tykkelsen på fluelinen gør, at den er stiv nok til at holde sig fri af forfangslinen. Den tyndere line til blinket sikrer, at hvis du får fast fisk på fluen og blink/wobler sætter sig i bunden, vil det være forfangslinen der knækker, så du beholder fisken på fluen. Man kan også vælge at bruge en glideknude på selve hovedlinen til den line fluen sidder på, der selv glider ned til blinket, hvis der kommer hug på fluen. På www.salar.dk/ under fisketips kan du finde nogle super fine billeder og beskrivelser af forskellige typer af glideknude ophængere. Mit valg af ophængerfluer til vinterfiskeri er fluer som Polar Magnus, Grå Frede med blodtud samt Pink og Rød Glimmerreje. Hvide fluer med lidt sølvtråd er heller ikke at kimse af. Dermed ikke sagt, at andre fluer ikke kan bruges, men ovenstående har jeg selv bedst erfaring med om vinteren.

VINTERTIPS
- Er du heldig at være ved kysten, når isen brækker efter en periode med hård frost, vil du opdage, at fiskeriet kan være helt forrygende. Bedst er det samme dag - samt de første par dage efter brækket.

- En havørred der kommer på land for at agere fotomodel i hård frost, får lynhurtig frostskader og dens muligheder for at overleve er minimale. Så skal der fotograferes, så gør det, når fisken er i vandet.

- Havørreder er fredet fra 16. november til 15. januar. I dette tidsrum er det kun lovligt at hjemtage helt blanke fisk med løse skæl. mindstemålet er 40 centimeter.

- Forudsætningen for en god fisketur om vinteren, er selvfølgelig at man kan holde varmen. Så tag hellere for meget tøj på end for lidt. Det er unægtelig skønnere at tage lidt tøj af, hvis det bliver for varmt, end at afslutte turen før tid, fordi man fryser.

- Husk at medbringe varm kaffe, te eller kakao. Det kan være det der sætter prikken over en perfekt fisketur på en råkold vintertur.