Fluefiskeri: Høstørred på kysten

Del

Tekst: Jens Bursell, nr. 7 2007

BRIAN KJÆR har dyrket et intensivt kystfluefiskeri siden slutningen af firserne, og har et utal af kystørred samt multer på samvittigheden. Et af de meste basale principper i hans fiskeri er at gøre det så simpelt og let som muligt. Men derfor er det stadig værd at tænke over sit fiskeri, hvis man vil have kystens høstørreder i tale. - I september går fiskeriet efter kysthavørred både på blankfisk - og farvede fisk i gyde dragt på vej mod åerne. De to typer findes dog stort set på de samme steder og kan være alt fra hyper aktive til fuldstændig inaktive. Man får derfor brug for alle sine talenter - og det meste af flueæsken for at få succes, fortæller Brian.

- LOKALISERING af fiskene er, som ved stort set alle former for fiskeri, alfa og omega, fortsætter han. - Tit bruger jeg meget tid på at sidde inde på kysten og observere pladserne, inden jeg overhovedet går ud i vandet. Ofte er der tale om en halv eller en hel times intens stirren ud over vandet, inden jeg spotter nogle fisk, der er værd at kaste til. Der er mange forskellige måder, at fiskene kan vise sig på. Nogle af de mest almindelige er fx springende fisk, head & tail eller kiler/kølvandsstriber på overfladen. Især de springende fisk er lette at se, og er et syn der er lidt mere almindeligt om efteråret end om foråret. Hvis man har en lokalitet, hvor man ved, at fiskene kommer ind, så er den ekstra tid brugt på observation virkelig godt givet ud. Der er stor forskel på, hvilke pladser, som fungerer godt under hvilket forhold. Helt generelt er det næsten umuligt at give generelle retningsliner, da der er ekstremt mange lokale faktorer, som kan spille ind på den enkelte plads. Det, som det gælder om, er i virkeligheden at være opmærksom på forholdene, når man fanger godt - eller dårligt på en plads. Noter dig om fx vandstanden var stigende eller faldende. Man kan fx sætte en pind i vandkanten eller bide mærke i placeringen af den. Vinden har også stor indflydelse på fiskeriet. Efter et stykke tid vil der hurtigt danne sig et mønster af, hvordan forholdene skal være på en given plads for at få et godt fiskeri. På den måde kan man nemmere udelukke de dårlige forhold og på den måde gøre fiskeriet meget mere effektivt. Også fourageringsmønsteret kan variere på pladser med tilsyneladende ens forhold relativt tæt på hinanden. Jeg kan eksempelvis have to pladser med et par kilometers mellemrum, hvor ørrederne det ene sted laver korte hektiske raids i det stigende vand, hvor deres jagt ofte afsløres som kiler på overfladen. På den anden plads kommer de derimod med det faldende vand, hvor de kan opholde sig på stedet i flere timer.

VEJRFORHOLDENE kan ligeledes have betydning for fiskeriet. - Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg godt kan lide hårdt vejr om efteråret, afslører Brian. - Det er som regel vejrforhold som disse, der har givet mig de fleste og største fisk. Præcis hvad forklaringen er, kan være svært at sige, men det kan enten være, at fiskenes aktivitets niveau er højere - eller at de er knapt så sky og går mere til fadet. Men, når det er sagt, så kan stille vejr også være utroligt spændende, fordi det er oplagt til pürsch, som jeg elsker over alt på jorden. Den form for fiskeri går i al sin enkelhed ud på, at man går omkring og spotter de enkelte fisk.

AFSØGNINGSTEKNIKKEN bør i høj grad være dikteret af forholdene på de enkelte pladser. - Jeg er helt klart tilhænger af at lave så korte kast som muligt, hvis flertallet af fiskene alligevel står relativt tæt på land, forklarer Brian. - Og det gør de faktisk en hel del steder. Det hjælper ikke noget at rende rundt og kaste 35 meter på pladser, hvor det kun er nødvendigt at kaste 25 meter. I sidste ende bliver afsøgningen ofte mindre effektiv af at bruge tid på indtagning over de yderste 10 meter, hvor der på mange pladser alligevel kun sjældent er fisk, der hugger. Jo mere vand man afsøger, desto større chance er der selvfølgelig for at præsentere fluen for en fisk, der

måske hugger. Men - hvis man kender sin plads og ved, hvor fiskene står, så er et kast, der er ti meter for langt rent tidsspilde. Det er i øvrigt en tendens til, at fiskene om efteråret ofte er lidt mere koncentreret på bestemte steder - typisk trækpladser. Dette understreger yderligere pointen om ikke at lave for lange kast, hvis man kender sine pladser og ved hvor fiskene er. Mange af disse pladser er kendetegnet ved, at der ofte er små rev, blæretangs- eller fiolinbælter, som kan være gode holdepladser for fiskene. Og de ligger sjældent over 5 kilometer fra et åudløb. Et godt eksempel er nogle af de klassiske efterårspladser på Sjællands nordkyst - fx Melbylejren, Udsholdt og Vejby Strand. Pladser med mørk bund bliver ofte fortrukket af kystfluefiskerne, og de giver da også ofte et godt fiskeri. Men - man skal passe på ikke at generalisere. Fiskene kan også være over ren mudder eller sandbund - sidstnævnte især når de jager tobis. Jeg har fanget masser af havørred over ren sandbund, hvor der ikke er skyggen af blæretang i nærheden. Helt generelt mener jeg dog ikke, at sandbund er det optimale sted om efteråret.

- PÅ GREJSIDEN kan jeg godt lide relativt korte stænger, pointerer han. - Normalt bruger jeg en 8,5 fods # 8, og en 9 fods, # 6, hvor førstnævnte er min foretrukne til hårdt vejr og større fluer. De sidste mange år har jeg anvendt Super 5 Abel hjul, som jeg har været rigtig godt tilfreds med. Jeg bruger samme hjul til begge stænger og medbringer tre spoler med forskellige liner.

- LINEKURV bruger jeg ikke, understreger Brian. - Jeg ved, at der er mange der bruger det - især folk der fisker, hvor der er meget blæretang, som linen kan få fat i, hvis den ligger i vandet. Selv på sådanne pladser har jeg dog aldrig haft problemer. Det er blot et spørgsmål om at fiske med den rigtige nylonline - og fedte den ordentligt ind, så den flyder. Grunden til, at mange anvender linekurv, er af praktiske årsager samt at de ønsker længere kast. Men et langt kast er ikke ensbetydende med et godt kast. Når linen ligger i vandet, giver den lidt mere modstand under kastet, når den hives ud af overfladespændingen. Det er med til at strække linen bedre ud. Mange kystfiskere investerer i vildt dyre hjul med perfekte bremser - men de udtrætter en meget stor del af deres fisk med selve linen i linekurven - uden at hjulet bruges til meget andet end at spole frilinen op... Når fisken tager et udløb, så er det let nok, når frilinen er øverst og presset holdes ved at klemme fingrene om linen. Men når fisken løber den modsatte vej - mod fiskeren - så har vi balladen. Her skal man nemlig rulle det nederste line ind først, og det kan let ende i totalt kludder, når den ligger kvejlet op i en relativt lille linekurv. Her er det lettere at få linen ind uden kludder, når linen ligger i større løkker på vandoverfladen. Jeg kan da godt se fordelene ved en linekurv, men jeg kan også se fordelen af at kunne se mine egne fødder, når jeg vader rundt på glatte sten og kuperet bund. Desuden kan man vade dybere uden linekurv, hvilket giver muligheden for en øget aktionsradius, hvis det bliver nødvendigt. Tilsvarende er linekurven ret irriterende, når man fisker i store bølger og vandet vælter ind over kurven hele tiden. Problemet er, at når fisken hugger, så følger den typisk med ind - også de store.

- LINEVALGET falder ofte på to flydende WF liner fra hhv Loop og Snowbee, som jeg bruger især på de stille dage. Tilsvarende, hvis jeg fisker på oplagte kortdistancepladser, når jeg ved, hvor fiskene er. Her er WF er helt klart bedst til sky fisk, der kræver en delikat præsentation af fluen. Fluen lander simpelthen mere elegant - og der er mere kontrol over den. Desuden foretrækker jeg relativt neutrale farver, som ikke giver for mange reflekser i vandet. Et godt eksempel på en sådan line er Lawson Glider, der i øvrigt er et af mine foretrukne skydehoveder, som jeg bruger i lidt hårdere vejr, når der skal kastes ekstra langt eller affiskes meget vand. Denne line, som har neutral densitet, kan også fedtes ind, så den bliver flydende. Skydelinen jeg bruger er 20 lbs brudstyrke. Tynde skydeliner som denne kræver tilvænning og bedre timing i kastet. Årsagen er, at en tynd skydeline ikke kan overføre så meget energi som en tyk skydeline, og så kompenserer den heller ikke så let for de fejl man laver. En tyk skydeline dæmper kastet lidt mere. For at få linen til at lande helt strakt i vandet, dypper jeg normalt stangtoppen i vandet lige inden kastets afslutning. Vandmodstanden bremser linen, hvilket er nok til at opnå det ønskede resultat. Og en strakt line mellem flue og fisker er en fordel, da man lettere opdager små forsigtige hug gennem linen. At kunne kaste langt, er en fordel. Ikke fordi fiskene nødvendigvist står langt ude fra land, men fordi det kan være en fordel at kaste langt langs land, så man ikke så let skræmmer fisk på lavt vand, inden man wader op til dem. Forfanget er typisk meget langt - fx 2 x stangens længde. En af mine favoritforfang er helt klart et Ace fluorocarbon forfang med en 0,20 mm spids. Polyforfang er jeg helt klart ikke tilhænger af - det er simpelthen for tungt og klumpet. Jeg kan bedre lide en konstruktion med et forfang, der fortsætter videre ud i den samme diameter som linen.

- FLUEVALGET er ofte noget anderledes end om foråret, hvor jeg ofte bruger noget større fluer på fx 4-8 centimeter Hvis der for alvor blæser en strid vind, har jeg haft succes med at bruge store streamers på størrelse med geddefluer. Om efteråret er fluerne normalt noget mindre, men tendensen til at bruge større fluer i hårdt vejr er den samme. Skifter det fx om til fralandsvind eller helt stille vejr med klart vand, har jeg ikke noget mod at bruge WF-line og gå helt ned i fx str 12 fluer for at få de mere sky fisk i tale. Den bedste teknik under disse forhold er ofte at fiske fluen ind ultra langsomt. Forholdene, fødevalget og de fluer havørrederne reagerer på, kan dog være utroligt svingende. Eksempelvis har jeg også på stille dage oplevet, at de kan gå hårdt efter relativt store streamers. Her om efteråret er det værd at bemærke, at de små fluer ofte er den rette medicin til de store og farvede fisk, som ofte tager småkravl mere tillidsfuldt.

GENERELT starter jeg ofte med en lidt større flue, hvis jeg bare skal have noget vand affisket. En større flue ses nemlig ofte tydeligere af havørreden. Er fiskene der - og er de i bidehumør, så følger de som regel efter fluen. Så kan man jo gå ned i størrelse, hvis ikke de hugger - eller måske op i størrelse, hvis man fornemmer, at de skal provokere mere, for at hugge. Typisk starter jeg min affiskning med en str. 6-4 på cirka 4 centimeter - fx Grå Frede, Kobberbassen, rejefluer, min egen Guppy eller hvide og uldne fluer med et godt svæv, som let kan fiskes langsomt. De mindre fluer på str. 8-12 vælger jeg ofte på stærkt begrænsede hotspots på fx 10 x 10 meter, hvor jeg ved, at fisken opholder sig. Mønstrene er de samme, som når jeg anvender større fluer. De fleste af mine fluer binder jeg på Kamasan krogen B 175 og B 800 Jeg er ikke fluebinder, men fluefisker - så jeg har det godt med nullerfluer, som jeg kan se går godt i vandet - fx Kobberbassen eller noget marabou, der er kørt rundt om en krog, som har fået noget rib og en tur med en dubbingbørste, så de pulserer godt i vandet. Jo - jeg binder fluer, men jeg går mere op i det praktiske end i udseendet. Min favoritfarver er helt klart ovre i den mere dæmpede ende af skalaen - fx hvide, grå og brunlige nuancer. Normalt laver jeg flere udgaver af hver flue med forskellige belastning, så jeg lettere kan tilpasse mig den optimale fiskedybde. Hvis der er gode bølger, vælger jeg også ofte en lidt tungere flue, så de ikke så let kommer til at ligge i overfladen. Affiskningen er helt klart mere effektiv, hvis fluen er ordentligt nede i vandet.

- FØDEEMNERNE er stort set de samme som resten af året, men der er en klar tendens til, at de større fisk fortrækker at gå efter mindre fødeemner som fx mysis og tanglopper. Generelt går jeg mere op i størrelsen af fluen i forhold til den naturlige føde end helt præcise imitationer af specifikke fødeemner. Farve, størrelse og en lokkende bevægelse er helt klart det vigtigste. Man skal være meget observant, på hvordan fluerne synker i vandet. Så når jeg kaster min flue ud i vandet, ved jeg hvor lang tid der går, inden den er sunket ned til bunden. Det giver mig en fordel, fordi jeg ved hvilken dybde jeg fisker i. Er der eksempelvis en fisk der tailer - og altså står med hovedet nede mod bunden, så ved man, at fluen også er nede i nærheden af der, hvor de fouragerer. En anden ting, der er en vigtig egenskab ved fluerne, er, at de skal være holdbare. Jeg foretrækker derfor lagatune rib. Alternativt bruger jeg 0,12 Fireline, der er markant stærkere end normal rib. Et godt eksempel på holdbare materialer er de nye pulserende Whiteling Speyfjer. De er virkelig holdbare, og et virkelig lækkert materiale at binde kystfluer på. På materialefronten er det lidt ærgerligt, at marabou holder så dårligt, for det er super livligt, pulserende og effektivt. Jeg vil nærmest gå så langt og sige, at det er det bedste materiale, jeg kender til kystfluer. Det er utroligt taknemmeligt at binde med - samtidig med at det går helt fantastisk i vandet, slutter Brian Kjær.