Fisk som skabte legender

Del

Dette er både historien om den store blåfinnede tun for et halvt århundrede siden i tusindvis trak ind i vore farvande. Tunen skabte legender, men også en klub, der eksisterer den dag i dag, selvom det er flere generationer siden, at tunen sidste gang skabte virak i de danske farvande.

Der var engang
Tunen dukkede jo ikke pludseligt frem fra det rene ingenting. Næ! - Den var trofast kommet gennem årtusinder, der var bare ingen der havde taget den rigtigt alvorligt. Erhvervsfiskerne kendte godt tunen På den sjællandske nordkyst var de ofte ude for, når de røgtede deres garn, at stimer af tun eller "springere" som de kaldte dem, kom tæt på for at tage del i ædegildet, når sildene forsøgte at undslippe. Populære var de ikke. Kom en tun i garnet kunne det skabe en del ravage med tabt fangst og ødelagte redskaber til følge. Under 1. verdenskrig begyndte brødrene Peter og Valdemar Madsen, at fange tun med tovværk og hjemmesmedede kroge fremstillet af tænderne fra en hesterive. Der var ingen afsætningsmuligheder i Danmark, men i de sidste krigsår kunne de afsættes på det tyske marked. Efter krigens afslutning hørte det op, og først i 1926 var der atter nogle, der fik øje på tunfiskeriet. Nogle københavnske lystfiskere begyndte at dyrke fiskeriet mere målrettet. Først med håndliner, senere med stang og hjul. Håndlineudstyret var simpelt. Med en lang bambustang holdt man forfanget agnet sild eller makrel udfra bådsiden. Samtidig kastede man kassevis af sild eller makrel ud for at lokke tunen til, og der skulle ofte adskillige kasser til. Selve forfanget med agnen var fastgjort med en knækline, så når tunen tog agnen, blev linen frigjort, og tunen kunne tonse derud af. I enden af linen var monteret en solid 20-liters petroleumsdunk, der fungerede som flåd. Linen var placeret i en kurv eller anden beholder, så der ikke skete ulykker, når en line rutsjede henover dækket. Så sejlede man efter dunken, og når tunen var blevet lidt træt, sejlede man hen og samlede bøjen op. Herefter startede en ægte tovtrækningskonkurrence. I de fleste tilfælde med tunen i taberens rolle.

Fænomenet Kaj Møller
Den første der forsøger at fange en tun på stang og hjul var Kaj Møller. Møller var blevet inspireret af amerikaneren Zane Grey, der malende havde beskrevet kampene med havets storvildt. På en tur til London og efter et meget dyrt besøg hos Hardy Bros. på Pall Mall var Møller klar til kamp på havet. Den 7. august 1928 gik Møller ombord på kutteren "Lars Kruse". Skipperen var noget skeptisk, da han så Møllers udstyr. Københavnere var en særegent folkefærd, og skulle han på havet med det udstyr, så var det en betingelse, at også håndliner skulle med. Han skulle ikke være til grin i hele havnen, hvis de kom hjem uden tun. Ude på Kattegat begyndte jagten. Udstyret med kassevis af sild, begyndte forfodringen for at lokke tunen til. 5 minutter over 6, faldt hugget, og i første udløb flåede tunen 350 meter af hjulet. I næsten 3 timer var Møller travlt beskæftiget med henholdsvis at hale og slække. Da tunen kom ind til skibssiden var den død. Den havde sprængt sig selv. I Odden Havn vejes Danmarks første lystfiskerfangede tun til 478 danske pund. I den følgende uge fulgte Møller succesen op, og fangede tun nr. 2 og 3. Tun nr. 3 var samtidig lidt af en sensation. Det var tidlig morgenstund, kl. 4.57, da tunen huggede ca. 2 mil N.V. for Gniben. Den tog omgående 400 meter af linen. Så begyndte en kamp der er de få lystfiskere forund at opleve. De første 3 timer var det umuligt at få line ind på hjulet. Tunen trak båden rundt på et område langs Sjællands Odde. Bevægede sig i store cirkler, og synes utrættelig. Ved 9 tiden begyndte Møller at få lidt hold på tunen, da det lykkedes at bjærge næsten 100 meter line. Det synes som om den var ved at være død, men pludseligt tog en vis person ved dyret, og den satte kursen nordover ret mod Hesselø. Båden måtte følge med, og i løbet af nogle minutter tog tunen 300 meter line. Man begyndte at sejle op mod tunen, og kom rigtig tæt på, men atter trak den line af, og gik i dybet. Det var nu næsten 9 timer siden den huggede. Vejret viste sig fra sin ubehagelige side. Blæst, heftige regnbyger, men det skulle blive endnu mere besværligt. Tunen foretog et pludseligt ryk, og håndtaget på stangen knækkede. Samtidigt begyndte den at vise træthedstegn. Møller pumpede på livet løs. Nu var den 40 til 50 meter fra båden. 20 minutter i 4 knækkede stangen 2 centimeter under hjulet, men tunen var så tæt på, at man efter 10 minutter kunne hale kæmpen indenbords. Et minut i 4 var kampen overstået, da fangstkroge halede rekorden ombord. 11 timers hårdt arbejde var forbi. 638 danske pund vejede tunen (316 kilo). Kun 24 engelske pund (små 12 kilo) fra den daværende verdensrekord på 758 lbs.

De følgende par år fisker flere af datidens prominente lystfiskere jævnligt tun fra Odden. Det er folk som Ludvig Svendsen, (1883-1959) legendarisk grejforhandler og forfatter til utallige bøger om lystfiskeri, Valdemar Nielsen og Bøje Benzon. Fra en privat båd fanger de en del tun mellem 100 – 200 kilo. I årene fra 1930 til 35 hører man ikke så meget til tunfiskeriet ved Sjællands Odde. Ifølge Ludvig Svendsen fordi mængden af sild og makreller ikke var så store som tidligere, men i 1934-35 begynder erhvervsfiskerne fra Snekkersten at fange en del store tunfisk i området mellem Lappegrundens fyrskib og ned til Hven, og i slutningen af 30´erne sker der atter en opblomstring af fiskeriet.

Tunens udbredelse
Hvad der drev tunen så langt ind i de indre danske farvande er svært at sige, da mængden tilsyneladende har været meget varierende. Men set i relation til den samlede bestand var antallet meget begrænset. Indtrykket af bestandens størrelse får man af den norske havbiolog Jacob Sømme´s iagttagelser. Han fortæller om en tur i 20´erne med et havundersøgelsesskib. Mellem Shetlandsøerne og Bergen sejlede man ind i tætte stimer af tun som gik over hinanden. De kunne sejle i disse kæmper i timevis, og indenskærs langs den norske kyst mødte de mange kæmpe stimer, men de var at regne for en bagatel for hvad det havde set ude på havet.

Grejet – en kostbar investering
Når det gjaldt det primitive fiskeri med håndline, var den økonomiske investeringer i fiskergrejer overkommelig, men kom stang og hjul på tale, så var de kun de få der kunne være med. Kunststoffer var en ukendt begreb. Stængerne blev primært produceret af Hickory eller splitcane. Hickory er amerikansk valnøddetræ, og rimeligt bøjeligt, men krævede som alle andre naturprodukter vedligeholdelse. Splitcane er flækket bambus, der er limet sammen igen i enten 5 eller 6-kanter. Den danske standfabrik Norden, producerede en tunstang i splitcane der dog kort og godt hed "TUN". Løberingene var kraftige og som regel udført i rustfrit stål. Enten med rulleøjer eller med agatbelægning. En almindelig tunstang kostede nemt mellem 2 og 300 kroner, men såholdt de heller ikke længe. Ludvig Svendsen udtrykte det meget præcist, da han beskrev den gennemsnitlige levetid på en billig tunstang: "Første år bliver den bøjet, hvis der har været mange fisk på, og året efter knækker den som regel". Skulle det være solidt og luksus, stod der Hardy på stangen, men så kostede den det dobbelte.

Stængerne var klassificeret som i dag. Men hvor vi enten anvender lbs. eller kilo, brugte man dengang antallet af tråde i det såkaldte Cuttyhunk til at klassificere linen. Cuttyhunk er en treslået fastsnoet hørline af specielt lange hørfibre. Den var kun let imprægneret og tynd i forhold til brudstyrken. Linens brudstyrke var afhængig af kvaliteten på materialet, men fælles for dem var at de var snoede og flettet på en sådan måde, at de ikke svulmede op, når det blev våde. Alle liner blev derfor benævnte med numre 6, 9, 12, 15, 18 og op til 72. Nummeret henviste til antallet af tråde som linen bestod af. Trådens brudstyrke, der var angivet i våd tilstand, var angivet i henholdsvis 2, 2½ og 3 lbs brudstyrke. Ulempen var at linen skulle tørres efter brug, så en del stole i den små hjem har nok været anvendt som tørrestativer, når manden kom hjem fra fisketur.

Man kendte ganske vist til nylonliner, men havde ikke de brudstyrker som i dag. Nylon har også den ulempe, at det er elastisk og kan ødelægge en hjulspole, hvis den lægges meget stramt op på hjulet. Hvad hjulet angik, så var der stor forskel. Der blev produceret store Nottinghamhjul, uden udveksling. Amerikanske Penn var også på banen med hjul med udveksling og stjernebremse. Et alternativ var Jagt og fiskerimagasinets kopi af en Penn 16/0 – model "Tuna", fabrikeret på licens. Det kunne fås for under det halve af, hvad tunehjulenes Rolls Royce. en model Hardy Zane Grey, der kunne fås en 2 udgaver en 12/0 eller14/0. Numrene henviser til hjulets diameter. Den ukronede tunkonge Carl Bauder udtrykte det i Jagt & Fiskerimagasinets årlige katalog i 1950 sin begejstring for Hardy`s grejer således: "Min Hardy-Zane Grey stang kan tåle at fighte de allerstørste tunfisk. Man behøver ikke at have ængstelse for, at den skal knække ved at tage for hårdt på meget store fisk. Det er smukt arbejde som alt andet af Hardys redskaber". Sagt af en mand med forstand på tun.

Tunfiskeriets guldalder
Det egentlige boom kom først i årene efter 2. verdenskrigs afslutning, men så blev Danmark også for alvor sat på verdenskortet som stedet for de store tun. I årene 1940-45 foregik der naturligvis intet fiskeri. I 1939 var lystsejlads og fiskeri i Øresund blevet forbudt på grund af krigsudbruddet i Europa, men gennem hele krigen fangede Snekkerstenfiskerne mange tunfisk i Øresund, mens lystfiskerne kunne bare se på.

Allerede i sensommeren 1945 var de første tunfiskere dog på plads i "Tunfeltet" (området mellem Helsingør og Helsingborg og ned til Hven). Svenske Jægermester Callander fanger, med stang og hjul, i løbet af 7 dage i oktober ikke færre end 6 tun, der tilsammen vejede ikke mindre 1.239 kilo. Den største var på 240 kilo. Året efter er Callander på færde og fanger i løbet af bare 4 dage 9 tun. Samme Callander fortsætter i 1947 forrygende stil og fanger ene mand 24 tun, hvoraf de 6 tilsammen vejede ca. 1 ton. Den største på 320 kilo som på det tidspunkt er skandinavisk rekord.

Året 1948 er tunhistoriens mest fantastiske fangstår, og her skabes Danmarkshistoriens største "tunlegende" – Carl Bauder. I løbet af sæsonen fangede han ikke færre end 68 tun med en samlet vægt på ikke mindre end 10.301 kilo, svarende til en gennemsnitsvægt på 151 kilo. Det skønnes, at der i rekordåret 1948 blev landet omkring 400 tun i Øresund. Nogle kilder anslår 600 tun.

I takt med tunfiskeriet boomer, kommer der naturligvis flere fiskere på vandet. Havde man ikke selv båd kunne man leje sig ind hos erhvervsfiskerene i Snekkersten. Var man nogle stykker kunne man slå sig sammen og chartre en båd. Det kostede 100 kroner for en dag, men så tilfaldt fangsten også skipperen for nu var der i modsætning til tidligere kommet mange penge i tunfisk. I begyndelsen af 30érne kunne man kun få omkring 10 øre kiloet, men da Skagens Konservesfabrik begyndte af producere tun på dåse steg prisen. Var man heldig, kunne en tun måske indbringe 2,50 krone kiloet, og så var der god økonomi i fiskeriet.

På gode dage kunne der ligge flere hundrede fartøjer i området af forskellig størrelse og med motorer med mere eller mindre motorkraft: Derfor fik man færdselsregler. Fik man tun på, var det det første stykke tid tunen der bestemte farten. For at advare andre om, at nu havde man tun på hejste man et gult tunflag. Det var markeret med et stort "T" og så havde man forkørselsret i forhold til andre. Skibstrafikken ned gennem Øresund ikke så voldsomt den gang, og hastighederne på større skibe knap så hurtigt. En stor supertanker ville nok ikke have haft de store chancer for at undgå en kollision, fordi en kroget tun nu havde bestemt sig for at gå en bestemt vej. Tolerancen var nok større dengang, og færgerne respekterede også når tunflaget var sat.

En af de personer der også fortjener en plads i historien om tunfiskeriet er Bent Lind Jacobsen, måske mere kendt under synonymet "Peter Pirk", som han skrev under gennem mange år i Politiken. Inspireret af specielt Carl Bauders gode resultater købte han eget skib, som tidligere var hjemmehørende i Karrebæksminde, blev døbt, men erhvervsfiskerne i Skudehavnen genkendte skibet under et andet navn – Daskelas og så fik skibet lov til at beholde sit oprindelige navn.

Peter Pirk fortæller om tunfiskeriet i bogen "Et liv med fiskestangen". Det var nemlig ikke ligetil og der var mange tun på kontoen "over mistede fisk". Carl Bauder omdøbte drillende båden, på grund af de mange tabte tun, til "Fumlelas", men det lykkedes det meget godt for Peter Pirk, at få fanget sin andel af tunene. Han er så vidt vides den eneste, der kan prale af at have fanget 3 tun over 300 kilo.

Kæmpen – og den man aldrig så!
Enhver god lystfiskerhistorie rummer også fortællingen om kæmpen. Fisken som kun er forbeholdt den ene. Historien tager sin begyndelse søndag d. 13. august 1950. Knud Kyvsgaard er taget på Øresund i sin båd. Med i båden er kone og datteren Birgitte på 11 år. De var startet fra Snekkersten havn ved halv tolvtiden og havde hele eftermiddagen ikke set skyggen af tunfisk. Omkring klokken halv fem midt ude i Sundet lidt nord for færgeruten Helsingør-Helsingborg sker der noget. Han fordrer med makrel, som skåret i stykker for at tiltrække tun. Så kommer hugget. Hjulet hviner. Fisken står stille. Kyvsgaard tager stangen og strammer op, og så kommer der fart på fisken. Han råber til sin kone, at hun skal starte båden. Hun er kender båden, får startet motoren, sat tunflaget, alt mens tunen raser derudaf. På dækket kan Kyvsgaard ikke andet end at se til. Hans harnisk ligger inde i styrehuset, og han kan ikke selv hente det, da han har nok at gøre med at holde fisken. Omsider får han harnisken på, lægger pres på tunen og får halet line ind, mens den går ned mod bunden. Den står stille, og er ikke til at rokke ud af stedet. Cirkler lidt rundt uden at det er muligt, at få bare en centimeter ind på hjulet. Det står på i cirka 20 minutter. Kyvsgaard begynder at lægge pres på, da han tror, der er tale om en mindre tun. Han begynder at pumpe. Det skulle han ikke have gjort. Pludselig tager fanden ved tunen. en pløjer af sted som en torpedo gennem vandet. Intet synes at kunne stoppe den. På et tidspunkt, hvor motoren var slået fra trækker den båden over Øresunds bølger. Pludselig er det ved at gå galt, da den har ret kurs mod en anden båd, hvor der også er tun på. På forunderlig vis lykkedes det lige akkurat, at få passere den anden båd, hvis skrue kun er få meter fra Kyvsgaards line.

Tunen fortsætter med uformindskede kræfter sydover mod Hven, og Kyvsgaards hustru er nød til at starte motoren for at følge med, da tunen får en ny idé. Det vil til Sverige og tager kurs direkte mod en tysk damper. Kaptajnen synes ikke at kende til det gule tunflag, og fortsætter sin kurs. Der bliver råbt og de kun er få meter fra damperen, da han endelig slår kursen om og svinger rundt. Samtidig ændrer tunen retning, og man undgår lige akkurat at blive ramt af agterstavnen på damperen.

Det er blæst op, og bølgerne generer Kyvsgaard, men ikke tunen, der de næste par timer trækker på kryds og tværs over Sundet. Kyvsgaard ligger et kæmpepres, men lige lidt hjælper det. Hans krop begynder at værke, og på et tidspunkt er de i nærheden af Snekkersten havn, da den trækker over mod 2 række bundgarnspæle. Mellem bundgarnspælene går den rundt i cirkler dybt nede, men det lykkedes at få så meget line ind, at den bliver presset så meget op, at han får et enkelt glimt af fisken, før den atter går i dybet. Denne gang på vej direkte mod det ene sæt bundgarnspæle. Kyvsgaard pumper alt hvad remme og tøj kan holde – tunen stopper. Den kommer så tæt på, at hans kone kan få fat i forfanget. Han kommer til og sammen med datteren, holder de alle 3 i forfanget. Kyvsgaard stikker fangstkrogen ned og får den solidt gaffet, væltet om på ryggen og dolket. Det var umuligt at få den indenbords. Alt mens klapsalverne og hurraråbene lyder fra omkringliggende både fortøjres tunen, og kursen sættes mod Snekkersten. I havnen kunne vægtkontrolløren bekende, at dyret vejede 744 pund. Ny rekordfisk. Beretningen om Kyvsgaards kæmpe tun kunne ligesom godt være endt som historien om den man aldrig så. Den historien kan tilgengæld fortælles af Axel Svendsen, Ludvig Svendsens søn. Sammen med en kammerat lå han i august 1949 udfor Kronborg, da hugget falder ved halv ettiden.. Efter et udløb på 200 meter giver Axel Svendsen modhug og kampen begynder. Kammeraten sejler mod fisken og der hales line ind. Tunen går ned og går i store cirkler og er ikke til at rokke ud af stedet. Der går omkring 2 timer ,og trætheden er ved at indhente Axel. Kammeraten vil gerne overtage stangen, men det vil Axel ikke. De beslutter at hale den ind i hånden. Tunen trækker nordover, mens de haler line ind. Den kommer så tæt på båden, at de har fat i dobbetlinen. Der er kun 12 meter ned til fisken. Axel lægger stangen fra sig for at hjælpe med at håndline tunen ind. Linen der er 162 lbs line skærer et dybt hak i rælingen, men tunen forsætter nordover mod Kullen. Der er nu gået 6 timer, og de beslutter at sætte en bremsedunk på linen som straks bliver trukket under, men kort efter dukker op igen . De er blevet sultne og beslutter at gå nedenunder for at spise. Imens fastgør de linen til pullerten og mens de spiser trækker tunen båden på omkring 5 tons nordover. De ændrer taktik. Hver gang de får line ind giver de den en tørn om pullerten. Linen er spændt som en violinstreng og synger ligeså. Mørket er ved at sænke sig, da solen er ved at gå ned, men tunen trækker stadig med uformindsket kraft. Klokken halv ti sprænger linen efter en kamp som ingen ende synes at få. Ved midnat i havnen mødes de med Ludvig Svendsen, der fyrer følgende salut af til sønnen: "Om så jeg skulle være blevet derude hele natten, havde jeg aldrig givet mig!". Forskellen var nok bare, at sønnen var knap så entusiastisk som faderen.

Skandinavisk Tuna Klub og Skandinavisk Tuna Cup ser dagens lys
Inspireret af det fantastiske fiskeri i 1948 synes det helt naturligt, at en flok meget entusiastiske tunfiskere allerede samme efterår får ideen om at stifte en klub med navnet Nordisk Tun Klub. I vinteren 1948/49 bliver klubben en realitet. For at få et mere internationalt islæt ændres navnet til The Scandinavian Tuna Club. Ved stiftelsen d. 4, marts 1949 indmelder 18 personer sig. 11 svenskere og 7 danskere. Til bestyrelsen vælges som præsident Mogens Mogensen, vicepræsident bliver Peter Balle, sekretær Wahl-Asmussen, kasserer Börje Velander samt bestyrelsesmedlemmerne Carl Bauder og Arvid Carlander. Der er store planer om allerede samme år at arrangere et stor tunkonkurrence på Øresund, og da Børge Munk Jensen på vegne af Berlingske Tidende udsætter en vandrepokal til værdi af 5.000 kroner, synes der at være støbt et solidt fundament for en fiskemæssig succes på internationalt plan.

23. og 24. august 1949 indbydes der for første gang til Skandinavisk Tuna Cup på Øresund. Cirka 80 fiskere fordelt på 40 både har meldt deres deltagelse. De fleste garvede tunfiskere fra begge sider af Øresund. Snekkersten havn er udgangspunkt for konkurrencen og Snekkersten Kro er stedet for den efterfølgende afslutningsfest. Der fiskes efter nogle regler, der er helt på niveau med vore dages meget strikse fiskeregler. Man kan derfor kan sige, at konkurrencen allerede var en del forud for sin tid. Der er nemlig begrænsning på linens brudstyrke, som maksimalt på være på 54 tråde, svarende til en brudstyrke på 162 lbs (3x 54). Konkurrencen afgøres efter et pointsystem, hvor man får 1 point pr. kilo tun, men fiskeren der fanger den første fisk får desuden 50 point oveni, mens den fisker der har de fleste fisk får 50 point oveni. Vinderen er den fisker der sammenlagt over begge dage har flest point. Der indvejes 7 tun, og den første vinder af Tunacuppen, den prægtige sølvbowle, der er indkøbt som præmie tilfalder Kristian Nüchel.
De følgende år udvikler konkurrencen sig efterhånden til en mediebegivenhed. Radio og ikke mindst det nye fænomen - fjernsynet, bliver en god reklamesøjle for konkurrencerne. Der vises reportager fra konkurrencerne, hvor seerne kommer tæt på den drabelige kampe mellem tun og fisker. Bl.a. vises en kamp hvor Jack Iversen kæmper længe med en tun, men hvor tunen sejrede efter 4 timer og 19 minutter, som det malende udtrykkes i reportagen. Det var så populært, at man på BT-Centralen på Rådhuspladsen kunne købe billetter til et skib i Snekkersten havn, hvor man blev sejlet ud på Øresund, så man på nærmeste hold kunne betragte fiskeriet.

Der kommer også et royalt islæt over konkurrencerne, da den fiskebegejstrede Prins Axel (1888-1964) bliver præsident for Skandinavisk Tuna Club og samtidig protektor for Skandinavisk Tuna Cup. I begyndelsen af 1950´erne løber man ind i det problem, at tunen begynder at svigte. I 1953 bliver man nød til at udsætte den årlige konkurrence, der var planlagt fra 24. til 29. august til 1. til 6. september, da der i midten af august endnu ikke var set tun i Øresund. Det synes at være en god idé, for allerede den første dag bliver der fanget 3 tun, men da konkurrencen er fordi, er den samlede fangst kun på 5 tun, med den største på 270 kilo. I relation til deltagerantallet på omkring 70 deltagere synes det som et meget begrænset udbytte. Sidste år der afholdes Skandinavisk Tuna Cup på Øresund er i 1954 hvor der kun fanges en enkelt tun, og hvor den samlede fangst i hele Øresund anslås til omkring 35 eksemplarer. De følgende år udebliver tunen helt fra Øresund.

I 1959 skiver Børge Munk Jensen en artikel i Sportsfiskeren med overskriften: Hvor er tunfisken blevet af? For det er ikke kun Øresund der svigtes af tunen. På den nord- amerikanske østkyst ved Nova Scotia har man ligeledes måtte aflyse konkurrencerne på grund af manglede tun. Tunen har tilsyneladende ændret trækruter, da de optræder i samme mængder som tidligere, men på andre breddegrader. Nu er de europæiske konkurrencer henlagt til Biscayen og ved Amerika forgår det nu så lagt sydpå, som ved Bahama-øerne udfor Florida. Tunfiskeriet i Danmark synes, at være en saga blot.

De sidste krampetrækninger giver de største
I 1960 da man næsten havde opgivet håbet om nogensinde at se tun igen, skete det alligevel. Jan Grabowski fangede på Lappegrunden 2 tun hvoraf den største vejede 250 kilo. På den svenske side af Øresund satte den erfarne tunfisker Erik Öhrn svensk rekord med 360 kilo, da han d. 29, august ligeledes på Lappegrunden fik et kæmpe hug lige nord om færgeruten. Kampen endte 3 timer senere oppe ved Höganäs.

Året 1961 var som en genfødsel af de gode gamle dage. Den samlede fangst lå på omkring 300 tun – og det var stortunenes år. Største tun var på 360 kilo fanget af Arne Petersen-Heinrichsen, men andre blev også noteret for tun over 300 kilo. Bl.a. den 18-årige Per Johansen, der på sin første tur overhovedet fangede en tun på ikke mindre en 327 kilo. Familien Kyvsgaard havde gang i den. Datter Birgitte fangede en tun på 317 kilo og satte europarekord for kvinder, men fangede desuden 2 yderligere på 272 og 246 kilo. Mor, Nina Kyvsgaard, fangede en på 293, 5 kilo, mens far Knud måtte "nøjes" med en "lille" på "kun" 248 kilo.

Det var den sidste rigtige tunsæson. I de kommende år var der kun tale om enkelte sporadiske fangster af tun og i 1964 var det endelig slut, da den sidste tun blev taget af Sven Marcussen. Tunkongen Carl Bauder fangede sin sidste og mindste tun i 1962 – sølle 51 kilo vejede den. Håbet forsvandt dog ikke helt. I en annonce i Sportsfiskeren fra 1966 annoncerer den kendte sundskipper Per Thuesen med tunfiskeri fra hans skib Syveren. Selskaber 4 a´5 personer incl. tungrej kostede 100 kroner. Til gengæld var turen gratis for alle deltagere bare der blevet fanget en tun. Et godt initiativ desværre ikke gav gevinst.

Siden har der kun været spredte fangster af erhvervsfiskere. Den største jeg umiddelbart kan erindre er et eksemplar på ikke mindre end 450 kilo, der i sommeren 1981 blev landet af en erhvervsfisker i Odden Havn.

Årsagen til tunens endelige exit fra dansk farvand skyldes ren og skær opfiskning og rovdrift. Tunene når ikke at blive ret gamle og inden de opfiskes, og et regulært forbud er nok den eneste løsning på problemet. Irske lystfiskere er nordom Irland begyndt af fange tun på lystfiskergrej, så måske er der håb. Realistisk bedømt bliver nok aldrig, som det var i gamle dage, men man har da altid lov at håbe.